Klumme: Det mentale spil

Fodbold er simpelt spil. Eller er det?

Mange vil sikkert svare ja. Det er jo bare 11 spillere på hvert hold, som skal spille og kæmpe om sejren. Spillere, som hver dag træner med hinanden og sig selv for at blive bedre. Spillere, som har de bedste forudsætninger for at præstere, som ikke laver andet end at spise, drikke, sove og tænke fodbold. Alligevel kan de samme fodboldspillere ligne vidt forskellige udgaver af sig selv. Hvorfor?

Jeg havde egentlig tænkt at stille mig undrende over, hvorfor nogle eller mange af AaB-spillernes udvikling er gået helt i stå? Hvorfor vi på papiret har så stærkt et hold, men alligevel ikke har præsteret tilnærmelsesvis op til potentialet.

Og det på trods af flere forskellige typer af trænere også. Men det var inden Viborg-kampen. Det var inden FCM-kampen. Og det er her, det begynder at blive interessant. Og knap så simpelt.

Spillerne er langsomt begyndt at få små succesoplevelser. De er utvivlsomt rykket tættere sammen i bussen og har talt nogle ting igennem. Så i stedet for at undre mig over Luka Prips manglende mål eller vores egen troldmand Lucas Andersens manglende assists eller magi, så fornemmer jeg pludseligt, at noget godt er på vej.

Prip fik smasket to ind mod Viborg, og Lucas lignede den Lucas, vi gerne vil se, mod Midtjylland. At vi så ikke vandt den kamp, var jo nærmest tragikomisk. Men lur mig om ikke forvandlingen er ved at ske. Jeg synes, jeg genkender tegnene.

I 2008, i vores famøse Champions League-sæson, spillede vi knap så godt i starten af efteråret og det endte også med Bruce Riochs afgang. Jeg kunne virkelig godt lide Bruce, det kunne de fleste spillere, men af én eller anden årsag hang det ikke helt sammen.

Allan Kuhn og Poul Erik Andreassen tager over, og vi taber ikke én eneste kamp resten af efteråret inklusive vores kampe i Champions League. En vanvittig præstation faktisk.

Men efter Bruce rykkede vi også tættere sammen i bussen. Vi nulstillede mentalt og fokuserede på de simple ting. Når de simple ting lykkes, så kommer selvtilliden tilbage. Overskuddet. Troen på sig selv og holdkammeraterne. Man kommer langsomt ud af en ond spiral, hvor man føler, at intet virker.

Man ser det ofte med angriberne. De brænder en chance. De brænder to, og pludselig står de bare altid de forkerte steder. Lige indtil den sidder i kassen igen. Så kommer de i stimer. Det er lidt uhyggeligt, hvor stor en rolle den mentale del spiller. Hvor vigtigt det er, at man lykkes, ikke nødvendigvis hver gang, men nok til at spillerne har selvtilliden og troen.

Jeg synes, drengene har været i den onde spiral. Min teori er også, at de spillere, vi har hentet som profiler i andre klubber, har været påvirket af den lave selvtillid, som har hærget AaB-truppen og derfor heller ikke præsteret optimalt. Men nu vandt vi over Viborg. Og vi var klart bedst mod et stærkt FCM-hold. Drengene er så småt begyndt at lykkes igen. Selvtilliden og troen. Det kan sgu flytte bjerge. Og skaffe point. I kan jo godt!

Forza de Røde.