Hovedvej afspærres af gravearbejde i flere måneder
Trafikanter på rute 517 kommer til at køre uden om Sdr. Onsild Stationsby de næste måneder.
For mandag 8. januar går et omfattende anlægsarbejde i gang, og her afspærrer Mariagerfjord Vand hovedvejen Viborg Landevej (Rute 517) for gennemkørende trafik.
Man forventer at være færdige med arbejdet igen 31. maj, skriver man i en pressemeddelelse.
Baggrunden er, at Mariagerfjord Vand siden 2021 har arbejdet med at separatkloakere kloaksystemet i både Sdr. Onsild og Sdr. Onsild Stationsby.
Næste skridt i dette arbejde er at forny de dele af kloaksystemet, som ligger i og tæt på Viborg Landevej på strækningen fra jernbaneviadukten til Skals Å i Sdr. Onsild Stationsby.
- Vi er naturligvis godt klar over, at vores arbejde vil berøre rigtig mange mennesker og virksomheder – også langt væk fra Sdr. Onsild Stationsby. Viborg Landevej er en meget vigtig del af infrastrukturen her i vores område. Vi bestræber os på at gennemføre anlægsarbejdet så hurtigt og effektivt som muligt. Derfor har vi haft en tæt dialog med både Randers, Viborg og Mariagerfjord kommuner i forbindelse med vores planlægning, siger Søren Erikstrup, direktør, Mariagerfjord Vand a|s.
Omkørsler i god tid
Man opfordrer alle trafikanter i området omkring Sdr. Onsild Stationsby til at orientere sig om omkørsler i god tid, da transporttiden vil blive forlænget for mange trafikanter. Holde godt øje med skiltene i området omkring Sdr. Onsild Stationsby.
Du kan følge med i ændringer i den kollektive trafik på NT’s hjemmeside www.nordjyllandstrafikselskab.dk
Følge med på Mariagerfjord Vand a/s’ hjemmeside www.mariagerfjordvand.dk
De trafikanter, der i dag benytter Rute 517 (Viborg Landevej) som gennemfartsvej, henvises til at benytte den opsatte skiltning for omkørsel.