Første skoledag nummer halvtreds på Bøgevej
LØGSTØR: Flaget vejrede i vestenvinden, og solen skinnede i den nyasfalterede skolegård på Løgstør Skole og ikke mindst på de mange solbrændte elever, der tirsdag havde første skoledag efter en lang og velfortjent sommerferie.
For nogle af eleverne var det anden gang, at de spændt deltog i første skoledag. For andre og lidt ældre elever var det sidst gang, at de rutineret deltog i første skoledag. De elever, der har første skoledag for første gang, starter først på Løgstør Skole på torsdag.
Men fælles for alle eleverne var, at de deltog i første skoledag nummer halvtreds på Løgstør Skoles nuværende adresse på Bøgevej.
At dette skoleår er nummer halvtreds på Bøgevej vil skinne igennem flere steder i løbet af den kommende tid. Det vil blandt andet blive fejret og markeret i forbindelse med Løgstør Skoles årlige rammeuge i uge 39.
Men ellers lignede og lød denne første skoledag på mange måder tidligere års første skoledag.
Mange af eleverne udtrykte nemlig stor utilfredshed med, at sommerferien allerede var slut, og at der nu venter en hård og kontant hverdag, men endnu flere af eleverne glædede sig trods alt til at komme tilbage i skole, møde de mange gode skolekammerater igen og måske endda lære noget nyt.
En af mulighederne for at lære noget nyt er et nyt tiltag på Løgstør Skole i kommende skoleår i form af et nyt fag i overbygningen, som hedder Frivillighed og fællesskab.
Faget går i al sin enkelthed ud på, at eleverne skal ud og prøve kræfter med noget frivilligt arbejde.
Løgstør Skoles udgangspunkt for faget er, at eleverne kan være frivillig i for eksempel en idrætsforening, på et plejehjem, i en virksomhed eller noget helt fjerde, som kræver en frivillig arbejdskraft, som kan bidrage til lokale fællesskaber.
Eleverne skal selv være med til at brainstorme faget, lyder det i Løgstør Skoles beskrivelse af det nye fag.
Det er i udgangspunktet elevernes eget ansvar at finde et frivilligt arbejde, med skolen skal nok vejlede og komme med forslag, hvis det er nødvendigt.
Et spændende nyt tiltag fra Løgstør Skole, som gerne skulle sprede nogle positive ringe i vandet i lokalområdet i forhold til, at eleverne oplever den forskel, som frivilligt arbejde kan være med til at skabe – både for dem selv og for andre.