Seneste nyt
Billede beskrivelse

100 års jubilæum har fuld tryk på nostalgien

12. august 2026 kl. 06.03

HADSUND: Tre dages fest venter om godt en uge, når byens suverænt største idrætsklub, Hadsund Boldklub, fejrer sin 100-års fødselsdag. 

Et udvalg med formand Line Krogh Nørholm i spidsen har i over et år arbejdet med forberedelserne, og nu er det endelig tid til at feste.

Der indledes torsdag eftermiddag med reception i Hadsund Hallerne, hvor det primært er for lokale honoratiores, tidligere medlemmer, repræsentanter for venskabs- og samarbejdsklubber samt sponsorer.

I direkte forlængelse heraf spilles der så jubilæumskamp på Hadsund Stadion mellem Old Boys landsholdet og et hold af klubbens egne spillere.

Billede beskrivelse

Fredagens program begynder kl. 13.30 21. august, når der bliver åbnet for fadølshanerne, og mere modne hadsundere kan opleve et stik af nostalgi i dagens øvrige program. 

Her vil man nemlig kunne genkende elementer fra gamle dages brofest, hvor Hadsund Boldklub var en af hovedarrangørerne.

- Vi har bevidst prøvet at lægge os lidt op ad det, der foregik om fredagen dengang. Der er tre bands, og så har vi et optog gennem byen med pyntede vogne, en masse af HB's børnespillere og -gymnaster samt Hadsund Skole Orkester, fortæller Line Krogh Nørholm.

Festen slutter klokken 21.30, men starter så småt igen lørdag morgen, når klubbens fire underafdelinger, fodbold, håndbold, petanque og gymnastik, tager over med kampe og opvisninger dagen igennem.

Det hele slutter med en stor fest i Hadsund Hallerne, hvor menuen står på helstegt pattegris, dessert og musik af bandet Starturn.

Det koster 275 kroner, og det tilbud er der indtil videre godt 400 mennesker, der har taget imod, men der er plads til 700 i hallen, hvor man kan møde lidt af hvert.

- Jeg har kigget lidt på deltagerlisten, og der er selvfølgelig flest nuværende medlemmer, men der er også mange tidligere medlemmer, der enten er holdt op eller er flyttet fra byen, så der bliver mulighed for at se både nuværende og gamle venner. Det bliver garanteret hyggeligt, siger Line Krogh Nørholm

Billetter kan købes her på hb100.nemtilmeld.dk.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste