Her bliver golfbegyndere hjulpet godt i gang
Man skal ikke gå ned på udstyr, og det kommer nybegynderne i Løgstør Golfklub heller ikke til, efter at DGI og Dansk Idræts Forbunds foreningspulje med en donation til Løgstør Golfklub på hele 30.000 kroner har sørget for at klubben har kunnet indkøbe 10 splinternye golfsæt.
Det skriver Løgstør Golfklub i en pressemeddelelse.
Klubben har i mange år stillet golfsæt til rådighed for de interesserede, der gerne vil prøve sporten inden de selv indkøber eget udstyr, men man har brugt aflagte sæt og sliddet på køllerne har været stort, så hjælpen fra foreningspuljen falder på et tørt sted. De nyindkøbte sæt har alle voksenstørrelse og der er til både herrer og damer samt til højre- og venstrehåndsspillere, og sammen med de nye sæt til juniorspillerne, som blev indkøbt tidligere på året, så står klubben nu godt rustet til at byde nye medlemmer velkommen.
- Med støtten fra DIF og DGI kan vi nu opfylde et længe næret ønske fra især vores begynderudvalg, der står klar til at modtage og instruere de nye i golfsporten, udtaler Løgstør Golfklubs formand Per Olsen