Vildt besøgstal til vild blomsterudstilling
AARS: Blomsterkunstneren Johnny Haugaards blomsterudstilling "Englen" i den gamle svømmehal i Aars lukkede mandag og satte en ny rekord for besøgstal til hans udstillinger.
Næsten 50.000 besøgende blev det til på udstillingen, der åbnede 17. november, og det er næsten det dobbelte af den tidligere rekord.
- Det var helt vildt. Vi startede med at holde åbent fra 10 til 17, og selvom vi udvidede til 10 til 20 og tog aftenhold ind, stod folk alligevel i kø i op til to og en halv time, siger Johnny Haugaard, der selv mener, at udstillingen kunstnerisk set ramte det ypperste, han har præsteret.
Det er også - i økonomisk henseende - den største chance, han har taget.
- Sådan en udstilling koster 1,6 millioner kroner at lave, og jeg har aldrig ejet 1,6 millioner, men det gik jo ovenud godt, så der er også penge til at lave den næste udstilling, siger han.
Oprydningen er i gang, og der er noget at tage fat på. Den ventes at vare frem til tirsdag, men så er der, som Johnny Haugaard udtrykker det, støvsuget og pudset vinduer, så man også er velkommen til at vende tilbage. Forinden er dog lige et par efterdønninger af udstillingen. Fredag aften er der inviteret til tangodans, som nogle af de frivillige står for. Den del af udstillingen, der kaldes "Musikkens have" står af samme årsag urørt.
408 frivillige har været med til at lave "Englen". Gæsterne har betalt 175 kroner i entre, 50 kroner for andengangsbesøgende.