Kloster i Vesthimmerland danner igen ramme om Nordic Folk Festival
RANUM: 26. til 28. juni i år danner Vitskøl Kloster igen rammerne om Nordic Folk Festival.
Her smelter moderne nordisk folkemusik, storslået natur og levende kulturarv sammen.
Festivalen inviterer både lokale borgere og gæster fra hele landet til tre dage fyldt med nærvær, fællesskab og musik i nogle af Danmarks mest stemningsfulde omgivelser.
Det oplyser arrangørerne bag Nordic Folk Festival i en pressemeddelelse.
I år byder programmet på en række af Nordens mest markante og nyskabende kunstnere inden for moderne folkemusik.
Publikum kan blandt andet opleve MØD OS, Sylfide, Dreamers’ Circus, Marvara og Folkekons fra SDMK.
Det sidste navn offentliggøres frem mod sommeren.
Vitskøl Kloster er et historisk anlæg, der stammer fra 1158, og under festivalen vil det være muligt at deltage i rundvisninger og få et unikt indblik i stedets historie og betydning.
- Nordic Folk Festival er noget helt særligt, fordi musikken, naturen og historien omkring Vitskøl Kloster skaber en helhed, der rører både nye og erfarne publikummer. Vi er stolte af at samle nogle af Nordens stærkeste musikere i rammer, hvor fællesskab, nærvær og kulturarv går op i en højere enhed, siger Anne Rom Aaen fra Vesthimmerlands Musikhus ALFA.
Udover koncertprogrammet kan gæsterne blandt andet deltage i dans og fællessang, nyde mad baseret på lokale råvarer og finde ro i naturen ved Limfjorden.
Billetter og yderligere information findes på festivalens hjemmeside.