Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kimbrerfesten lancerer nyhed - og inviterer til gætteleg

01. juli 2026 kl. 06.03

AARS: Er det den gamle anlægspavillon, er det det navnkundige værtshus og diskotek, Jydepotten, er det en saunahytte, eller måske en jægerhytte, en skihytte eller en champagnebar?

Ja, der er mange bud på, hvilke hemmeligheder Kimbrerfestens arrangører har i ærmet til dette års fest. 

I et Facebook-opslag vises en video, hvor frivillige med professionel bistand af CHS Byg er i gang med at lave en trækonstruktion.

Og der opfordres til at gætte med.

- Det er der også flere, der har gjort, og jeg kan også sige, at der er gættet rigtigt, men ellers vil vi gerne vente med at afsløre det helt, siger formanden for Kimbrerfestkomiteen, Martin Bach.

Han tilføjer, at det under alle omstændigheder er et sted, hvor man kan få "en bette skid på".

På tegnebrættet i et stykke tid

Ideen har været på tegnebrættet i et stykke tid.

- Det har været et spørgsmål om tid, økonomi og plads, men nu er det blevet muligt. Materialerne er sponseret af Jeppe Høgh Sørensen fra Gundestrup Savværk, og hans bror, Claus Høgh Sørensen fra CHS Byg, hjælper med arbejdet, fortæller Martin Bach.

Kimbrerfesten opbygger ikke kapital fra år til år. 

Hele overskuddet, sidste år 870.000 kroner, fordeles blandt de otte foreninger, der står sammen om festen. 

Derfor er man afhængig af sponsorer, når festen og eventuelle nyheder skal finansieres.

- Det er ikke ofte, vi lancerer nyheder, men når vi gør og har brug for støtte, får vi utrolig god opbakning. Vi får meget sjældent nej, og når folk samtidig tager så godt imod, er det bare en fornøjelse at være arrangør, siger Martin Bach.

Jubilæum næste år

Der vil dog sandsynligvis være en eller flere nyheder på programmet, når Kimbrerfesten går i luften i 2027. 

Det er nemlig festens 80-års-jubilæum.

- Men ellers er det Danmarks hyggeligste byfest, som alle folk kender, understreger Martin Bach.

Festen ligger som altid i uge 36 med start torsdag 3. september. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste