Billede beskrivelse

Grønland på dagsordenen hos KulturStationen

10. januar 2026 kl. 06.04

SKØRPING: En engageret gruppe frivillige arbejder i øjeblikket på at realisere arrangementet Arktisk Puls, som finder sted på KulturStationen den 25. april.

Dagen byder på et væld af aktiviteter med fokus på Grønland og Arktis.

Programmet vil blandt andet indeholde indslag med et klimafagligt perspektiv. Et af højdepunkterne bliver en paneldebat under overskriften "Grønlands klimaforandringer set fra menneskehøjde". 

Her vises konkrete billeder og fortællinger, der illustrerer, hvordan klimaforandringer påvirker hverdagen i Grønland – samt hvilke udfordringer og muligheder, befolkningen selv peger på.

I forbindelse med de klimarelaterede oplæg søger arrangørerne bag Arktisk Puls personer fra Klima Rebild, som kan hjælpe med praktiske opgaver som klargøring og oprydning i lokalet. Hjælpen ønskes i et par timer den 25. april i tidsrummet mellem kl. 10.00 og 18.00.

Der afholdes desuden fællesmøde den 12. januar kl. 19.15 i Det Danske Spejderkorps’ hytte på Petersmindevej i Skørping. Mødet forventes at vare cirka to timer, og alle interesserede er meget velkomne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste