Film-maraton og UV-lys: Lanternen var åben hele natten
LØGSTØR: Natten mellem fredag og lørdag blev lyset aldrig slukket i Kultur- og Idrætscenter Lanternen. Der var nemlig arrangeret intet mindre end to store arrangementer for over 200 unge mennesker.
I Løgstør Bio havde Vesthimmerlands Ungdomsskole inviteret til biograf-maraton med fire film på programmet henover natten.
Over 100 unge mennesker i alderen 7.-8. klasse havde booket et af luksussæderne i Løgstør Bio fra kl. 21.00, hvor programmet bød på filmene, Zootropolis 2, Karate Kid, Avatar og Ternet Ninja.
De unge mennesker havde på forhånd selv været med til at vælge filmene via en afstemning.
Det er en tilbagevendende begivenhed, som afvikles to gange årligt af Vesthimmerlands Ungdomsskole, der altid trækker mange unge mennesker iklædt blandt andet pyjamasser i Løgstør Bio med dyner, puder, popcorn og hygge.
Unge fra hele Nordjylland
I begge haller i Kultur- og Idrætscenter Lanternen var der til gengæld en ny aktivitet på programmet, da Dansk Håndbold Nord sammen med Løgstør Håndboldklub havde inviteret U13 drenge- og pigespillere fra hele Nordjylland til nathåndbold.
Det er første gang, at det afvikles i Løgstør, og 13 hold fra klubber fra nær og fjern havde meldt sig til.
- Konceptet er, at vi vil give spillerne en fantastisk oplevelse med masser af håndbold, nye venskaber og sjove aktiviteter. Det bliver en nat, som spillerne sent vil glemme, skriver Andreas Kronborg, der er konsulent i Dansk Håndbold Nord i indbydelsen.
Alle hold tilbydes minimum fire kampe, og derudover arrangeres der UV-håndbold i et par timer fra midnat, hvor de cirka 130 spillere fra de 13 klubber blev fordelt på 18 hold på tværs af klubber og køn.
UV-håndbold er et spil på en mindre bane, hvor lyset i hallen er slukket, og i stedet afløses af et UV-lys. Spillerne iklædes selvlysende trøjer og maling. Banen tapes op med selvlysende tape, og bolden er også selvlysende. Så det hele kommer til at fremstå meget anderledes, end man er vant til i forbindelse med traditionel håndbold.