Seneste nyt
Billede beskrivelse

De røde lygter var tændt i Lanternen: Cabaret spillede for fulde huse

08. maj 2026 kl. 06.01

LØGSTØR: Der var lys i de røde lygter, da Teater Vesthimmerland onsdag aften inviterede til en fantastisk og velspillet cabaret.

Det foregik i Kultur- og Idrætscenter Lanternen i Løgstør med Sebastian-cabaretten "Måske ku' vi". 

Det er første gang, at Teater Vesthimmerland afvikler en forestilling i Løgstør - og forhåbentlig ikke sidste gang, hvis man skal tro Anders Buus Andersen, der er bestyrelsesmedlem i Teater Vesthimmerland.

- Vores tiltag med denne forestilling i Løgstør er blevet taget utrolig godt imod. Vi kan faktisk godt allerede i dag annoncere, at Teater Vesthimmerland kommer tilbage med en ny forestilling i 2027 i Kultur- og Idrætscenter Lanternen, lyder det fra en glad Anders Buus Andersen, der tilføjer:

- Idrætten har godt fat i Løgstør, men kulturen trænger til at blive dyrket i Vesthimmerland, så derfor er det naturligt at sætte forestillinger op i Løgstør, som vi har gjort i dag i Løgstør. 

- Vi har oplevet et fantastisk billetsalg, og derudover har vi fået god hjælp fra Ejnar Sønder fra Grejbanken i Løgstør, så vi kunne levere lys og lyd til forestillingen, som er produceret af Café Liva fra København, så det har været en sand fornøjelse at være med til at arrangere denne forestilling. 

Billede beskrivelse

Landsdækkende turné

Café Liva, som har stået for opsætning og produktion af cabareten, holder normalt til i Nyhavn i København. 

Her spillede forestillingen "Måske ku' vi" i 2024 for udsolgte pladser i anledningen af Sebastians 75-års fødselsdag. 

Sebastians sange blev i forestillingen præsenteret i alle afskygninger, og der tegnes et sørgmuntert, skarpt satirisk og crazyhumoristisk portræt af Danmark gennem de sidste 50 års udvikling - og måske afvikling - af velfærdssamfundet.

Efterfølgende er forestillingen taget på en landsdækkende turné med 54 forestillinger, og forestillingen i Løgstør er nummer 52.

Billede beskrivelse

Turnéen, som i øvrigt slutter på lørdag med en forestilling i Hørsholm, er drevet af skuespillerne Jacob Morild og Mette Marcmann, bassisten Søsser von Bûlow og pianist og kapelmester Morten Wedendahl.

- Vi har i længere tid i bestyrelsen i Kultur- og Idrætscenter Lanternen arbejdet med at få noget mere kultur på plakaten i Kultur- og Idrætscenter Lanternen, fortæller Anders Buus Andersen.

Han er desuden også medlem af bestyrelsen i Kultur- og Idrætscenter Lanternen og derved fungeret som bindeled mellem Teater Vesthimmerland og Kultur- og Idrætscenter Lanternen.

- Det synes vi er lykkes med dette samarbejde med Teater Vesthimmerland, som vi håber bliver et endnu mere omfattende samarbejde over tid.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste