Blomsterne springer ud i hele Vesthimmerland - sådan kommer du med
VESTHIMMERLAND: Når Johnny Haugaard og et hav af frivillige hjælpere laver forårets blomsterudstilling, er det ikke bare Aars, der er omfattet af løjerne. Aars er gået i kompagniskab med de andre hovedbyer i Vesthimmerlands Kommune, Løgstør, Aalestrup og Farsø.
Centrum for udstillingen vil fortsat være den nedlagte svømmehal i Aars, men tanken er at lave blomsterskulpturer i de øvrige byer, så der også bliver noget at kigge på dér.
- Så kan man zigzagge lidt rundt og måske tage en madkurv med, hvis man synes, man har lyst til mere. Jeg har også hørt, at der er busselskaber, der vil arrangere ture rundt til alle byerne. Det bliver rigtig fedt, siger Johnny Haugaard.
Titlen på udstillingen bliver "Naturens stemme", men hvordan det kommer til at tage sig ud, er et åbent spørgsmål.
- Jeg har holdt møde med repræsentanter fra alle byerne, som har fodret mig med fortællinger og stof. Det går jeg nu og summer på, og jeg kan endnu ikke sige, hvad det ender med. Der kommer hele tiden nye ideer, fortæller Johnny Haugaard.
For Løgstørs vedkommende er det efter hans opfattelse oplagt at tage udgangspunkt i muslinger, ikke mindst eftersom byen fejrer muslingefestival, mens udstillingen står på.
I Aalestrup er det cykelmuseet, der springer i øjnene, så givet er det, at det kommer til at handle om cykler på en eller anden måde.
Endelig er hans øjne og ører i Farsø faldet på det stedlige Johannes V. Jensen og Thit Jensen-museum.
- Han er jo vidt berømt og nobelprismodtager, og jeg kunne godt forestille mig, at der lå en eller anden inspiration gemt i forholdet mellem to søskende og forfattere. Jeg har nogle ord i baghovedet, men nu skal jeg grave lidt i personerne og finde følelserne, siger Johnny Haugaard.
Rundt omkring i byerne er man spændt på, hvordan det hele ender med at komme til at se ud og fungere. Ikke mindst formanden for Aalestrup og Erhverv, Karl William Carlsen.
- Altså jeg har da nogle forestillinger, men om det ligner Johnnys, er absolut ikke til at vide. Han har jo mange ideer, siger han.
Uanset hvad får man i alle fire byer brug for hjælp fra frivillige til at bygge udstillinger og skulpturer op. Opbygningen starter omkring den 21. februar, og nedtagning finder sted i starten af maj. Alle kan være med, og der er ingen krav om tidligere erfaring.
Ved juleudstillingen i Aars deltog 408 frivillige, men fornemmelsen rundt omkring er,, at interessen denne gang vil være endnu større.
Tilmelding i Løgstør foregår pr mail til bettina.hojslet@hotmail.dk
I Farsø er mailadressen blomstermanden@jensenmuseet.dk
I Aalestrup er mailadressen superkiosken@godmail.dk eller på telefon til Karl William Carlsen på 20656767.