Turisterne strømmede til Himmerland: Campingplads melder om 20 procent flere gæster
HIMMERLAND: Sommeren 2026 har budt på godt gang i turismen i Himmerland.
Flere lokale turismeaktører melder om høj efterspørgsel og gode besøgstal, og særligt juli har været travl.
Det oplyser Destination Himmerland i en pressemeddelelse.
Hos Løgstør Camping har sommeren blandt andet budt på en stigning i antallet af gæster på omkring 20 procent.
- Vi har haft en rigtig flot sommer med en stigning på omkring 20 procent. Danskerne udgør knap 80 procent af vores gæster, mens vi især har mange tyske, hollandske og norske gæster, fortæller lejrchef Laila Davidsen.
Samtidig oplever campingpladsen, at der kommer flere gæster fra blandt andet Østrig, Belgien og Schweiz.
Ifølge Laila Davidsen søger nogle af dem mod nord, fordi sommeren er blevet for varm i deres hjemlande.
Populære uger blev udsolgt
Også hos Feriepartner Kattegat i Øster Hurup har der været stor efterspørgsel.
Her kunne man allerede ved indgangen til 2026 se en stigning i antallet af bookinger, særligt fra tyske og danske feriegæster.
Uge 29, 30 og 31 blev udsolgt, og ifølge bureauleder Susanne Hjorth har tyskernes tidlige sommerferie været med til at gøre juli ekstra travl.
- Juli i år har været ekstraordinært eftertragtet på grund af tyskernes tidlige sommerferie, og det har vi virkelig mærket hos Feriepartner Øster Hurup, fortæller hun.
Første halvdel af august har ligget på niveau med sidste år, mens anden halvdel indtil videre ligger lidt under.
Mere salg i butik og café
Hos Mariager Saltcenter har udviklingen været lidt anderledes.
Her har der været en mindre nedgang i antallet af betalende gæster, men til gengæld en markant fremgang i omsætningen i butik og café.
I juli lå Saltcenteret samlet i indeks 121.
- Sommeren er gået rigtig godt på Saltcenteret og i juli ligger vi indeks 121. Der har været en lille nedgang i entré, men en stor fremgang i butik og café. Det er det samme billede vi kan se i første halvdel af august, fortæller direktør Leif Skaarup.
88 procent af gæsterne på Mariager Saltcenter er fortsat danske.
Hos Destination Himmerland glæder destinationsdirektør Johanne Bugge sig over tilbagemeldingerne fra turistaktørerne.
- Det er virkelig glædeligt, at mange af vores turismeaktører har haft en travl og god sommer med stor interesse fra både danske og udenlandske gæster, siger hun.
Den endelige status over sommersæsonen kan endnu ikke gøres op. Destination Himmerland afventer blandt andet de samlede overnatningstal, som offentliggøres senere på året.