1440 festglade var til Bierfest i Løgstør
LØGSTØR: Der manglede ikke noget. Musikken var perfekt med husorkestret "Top Seven" og masser af øl i hanerne på fadølsanlæggene, så rammen for en perfekt Bierfest var absolut til stede.
Der var 1440 deltagere, da den årlige ølfest blev afviklet i Lanternen lørdag eftermiddag.
Formanden for hele herligheden, Morten Fiffi Jørgensen, bød velkommen til de mange deltagere, og så gik festen ellers i gang.
Traditionen tro blev der serveret Wienerznitsel med alt tilbehør og øl i lange baner. Efter maden var det tid til dans og kædedans, hvor deltagerne gik rund mellem bordene.
Festen kørte i højeste gear til den sluttede kl. 20.30 lørdag aften, og det var en ubetinget succes.