Efter DM-guld - ung mekanikerspire vil hellere sidde bag rattet
NYSUM: 14-årige Felix Julius Kjeldsen sikrede sig for nylig titlen som Danmarksmester i crosskart klasse 2.
Publikum jublede, da han krydsede stregen på Nysumbanen tæt ved Nørager – blandt dem flere klassekammerater fra Hobro Ordblinde Efterskole, der havde taget turen for at heppe på deres ven, til stor glæde for hans kontaktlærer Karin Hyldgaard.
- Det har en stor betydning for sammenholdet, at klassekammeraterne også bakker op om hinanden uden for klasseværelset, siger hun.
Konkurrenter og bedste venner
Crosskart er motorsportens vilde legeplads, der blander gokartens fart og rallyens kraft. De små specialbyggede køretøjer kører på baner af grus, jord, asfalt og beton med op til 110 kilometer i timen – og der føler Felix sig hjemme.
- Jeg elsker sporten, fordi jeg får lov at brænde benzin af, men også fordi vi er en stor familie. På banen er vi konkurrenter, men udenfor er vi bedste venner, som gerne hjælper hinanden, fortæller han.
Felix Julius Kjeldsen er elev på Hobro Ordblinde Efterskole, hvor han går på mekanikerlinjen og flere gange om ugen arbejder med køretøjer. Men selvom han lærer at skrue og justere, drømmer han om at sidde bag rattet.
- Jeg tror ikke, jeg skal være den, der står med hovedet under motorhjelmen. Jeg vil hellere køre, siger han.
Benzin i blodet
Motorsporten ligger i blodet. Både hans far og storebror dyrker rallycross, og weekenderne er ofte fyldt med duften af benzin og lyden af motorer. Men Felix viser nu, at han ikke blot følger familiens fodspor – han tegner sin egen vej. Efter en stabil sæson med point på kontoen kunne han på Nysumbanen sætte kronen på værket og lade sig hylde som Danmarks bedste i sin klasse.
Og selvom glæden over mesterskabet fylder det meste, rækker ambitionerne endnu længere. Felix drømmer om at konkurrere i Europas største løb – blandt andet Rally X Euro.
Den konstituerede forstander på Hobro Ordblinde Efterskole, Frederik Jacobsen, mener, at Felix Julius Kjeldsens præstation er med til at inspirere hans kammerater.
- Felix er et bevis på, at passion og hårdt arbejde kan føre til store resultater – også når man kombinerer en hverdag på efterskole med en sport, hvor mod, fællesskab og fart er i højsædet, siger han.