Tre meget forskellige film i Kinorevuen

Jagtsæson, Ad Astra og Downton Abbey kan ses i Skørpings biograf

03. oktober 2019 kl. 06.00

SKØRPING: Den første film er Jægtsæson.

Den nyligt fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen) tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene (Lærke Winther) for at hjælpe hende gennem sin midtvejskrise.

Med på turen er også Isabella (Stephania Potalivo), den nye unge kæreste til Evas eksmand, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene.

Det bliver en tur, der får det absolut værste frem i pigerne, og venskabet bliver sat på en voldsom prøve gennem bl.a. en uheldig omgang brazilian waxing og en mislykket fasanjagt.

Spørgsmålet er, om Eva kan klinke skårene med Marlene, sikre et anstændigt forhold til Isabella og redde sin søns fødselsdag?

Den næste film er Ad Astra.

Astronauten, Roy McBride (Brad Pitt), rejser til det yderste af solsystemet på en mission for at finde sin forsvundne far og løse et mysterium, der truer selve Jordens overlevelse. Hans rejse vil afsløre hemmeligheder, som udfordrer menneskets eksistens og vores plads i kosmos.

’Ad Astra’ udkommer på 50-året for månelandingen og kan sammenlignes med storslåede og tankevækkende science fiction-film som ”Gravity og ”Interstellar”.

Den sidste i række er Downton Abbey.

Livets vante gang i stuerne og køkkenregionerne på Downton Abbey bliver pludselig afbrudt, da der kommer brev fra Buckingham Castle om, at kong Georg V. og dronning Mary vil komme på besøg.

Alle forbereder sig på det royale besøg, og bølgerne går højt i bestræbelserne på at imødekomme denne begivenhed. Indbyrdes kæmper både herskab og tjenestefolk med såvel store som små problemer, men også kærlighed og nye venskaber opstår i kølvandet på de kongelige gæsters ankomst.

’Downton Abbey’ er en selvstændig spillefilm baseret på den elskelige og populære TV-serie af samme navn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste