Billede beskrivelse

Store planer: Nu begynder forberedelserne til nyt julemarked i Skørping

26. marts 2022 kl. 09.06

Selvom der - heldigvis - er lang tid til, så har ihærdige initiativtagere brugt en del af det tidlige forår på at lande en række aftaler omkring et nyt, stort julemarked i Skørping. Det bliver i Kulturstationen i Skørping i weekenden 26. til 27. november 2022.

- Julen er traditionernes store fest, og vi vil skabe en ny juletradition omkring Kulturstationen i Skørping. Den første adventsweekend vil vi arrangere et helt særligt julemarked i Skørping, hvor der både inde og ude skal ose af god, gammeldags julehygge – og her er Kulturstationen i Skørping den perfekte ramme, fortæller en af initiativtagerne, Helge Søgaard.

Arrangørerne ønsker med det nye julemarked at fylde hele Kulturstationen med spændende stande, hvor der sælges julepynt, kunsthåndværk, madvarer og gaveidéer. Der er plads til omkring 70 stader, og man håber at kunne tiltrække både lokale stadeholder og folk længere fra.

Det nye julemarked kommer til at fylde både Salen, den nye 100-Sal og hele gårdspladsen, der også vil blive fyldt op med boder og pavilloner for at skabe den rigtige julestemning.

- Idéen til at lave et julemarked på Kulturstationen opstod ved lidt af en tilfældighed. Både Helge Søgaard og jeg har været involveret i nyindretningen af mødelokalerne på Kulturstationens 1. sal, hvilket inspirerede os til, at disse hyggelige, historiske rammer også kunne bruges til et julemarked. Den idé var Kulturstationens bestyrelse heldigvis med på, så vi er godt i gang med forberedelserne, fortæller Henrik Bugge Mortensen.

Selvom der stadig er lang tid til, ligger der et stort forarbejde bag julemarkedet – både for arrangører og stadeholdere. Helge Søgaard fortæller, at de har sat sig i spidsen for at igangsætte og organisere julemarkedet, men ønsker at involvere hele byen, så man fra første færd kan holde et julemarked, hvor alle sejl er sat. Derfor er der også allerede taget kontakt til blandt andre borgerforeningen, erhvervsforeningen og flere handlende, der alle bakker op omkring idéen.

- I den kommende tid vil der blive udsendt invitationer til stadeholdere og lagt planer for, hvordan julemarkedet bliver en oplevelse for hele familien. Det er dog allerede nu muligt at følge med i forberedelserne og komme med idéer, kommentarer og input ved at klikke ind på Facebook-siden ”Jul på Kulturstationen”, fortæller Helge Søgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste