
Sæt kryds i kalenderen: 8 ting, du ikke må gå glip af i klimaugerne
I uge 11 og 12 sætter Klima Rebild ekstra fokus på klimaet, dets tilstand, og hvad vi som borgere kan gøre for at gavne det - her får du otte bud på gode aktiviteter i dette års program
1) Åbning med to gode film
Klimaugerne åbnes i år i Kinorevuen i Skørping, hvor borgmester Jesper Greth står for den officielle åbning mellem to smukke klimafilm, "Dronning uden land" og "Into the Ice". Begge film er optaget under ekstreme forhold i det arktiske område og er aktuelle, fordi både Svalbard og indlandsisen er nogle af de steder på jorden, der er mest påvirket af klimaforandringerne.
Filmvisning og åbning finder sted søndag 12. marts klokken 13-17. Billetter koster 30 kroner og kan købes på www.klimarebild.dk
2) Tag med på stjernekiggeri
I løbet af februar og marts arrangerer naturvejleder Søren Risborg flere ture ud i de stjerneklare aftener ved Bælum Mølle, Frendrup Nihøje ved Øster Hornum, Juelstrup Sø og Naturskolen i Rold Skov. Her får man et anderledes indblik i, hvor lille jorden faktisk er i et rumformat, og man kan se, hvor unikt det skrøbelige liv på Jorden er.
Tid og sted bliver meddelt på de forskellige byers facebookgrupper og kan også ses i "Klima Rebild" på Facebook.
3) Klima på skoleskemaet
På både Bavnebakkeskolen, Skørping Skole og Sortebakkeskolen kan eleverne i både uge 11 og 12 prøve kræfter med en klimavenlig måde at opdatere garderoben på - nemlig "byt til nyt". Konceptet er enkelt: Medbring et stykke godt tøj og vælg i stedet et nyt, som du tager med hjem.
På Sortebakkeskolen bliver der desuden også sået vilde blomster, ligesom 8.-klasserne tager på tur til Energimuseet.
4) Klimaforedrag med Jesper Theilgaard
Vejret i Danmark og i resten af verden har ændret sig - det er efterhånden gået op for de fleste. Men hvordan vil det påvirke os de kommende år? Og hvordan vil det påvirke vores sikkerhed?
De spørgsmål tager meteorolog Jesper Theilgaard op i et foredrag i Huset i Støvring onsdag 15. marts. Foredraget varer fra klokken 19 til 21, og billetter kan købes på rebildbib.dk eller derudad.dk.
5) Kom med på genbrugsudflugt
Byggematerialer er dyre i CO2-regnskabet - især når de bliver nedtaget, før deres tekniske levetid er ophørt, og dermed bidrager de altså unødigt til CO2-udledningen. Men hos Titan Nedbrydning i Aalborg har man fundet en løsning på dét problem, for her specialiserer man sig nemlig i genbrug af byggematerialer.
Tirsdag 14. marts klokken 17-19 kan man kan komme med ind i produktionen og se, hvordan det foregår. Billetter er gratis og kan bestilles på klimarebild.dk.
6) Bliv klogere på din affaldssortering
Hvilket affald skal i hvilke spande? Og hvorfor har vi brug for så mange i hjemmet? Kig forbi BOGBY9520 i Skørping eller Støvring Bytorv, når ”Sorteringsbillen” fra affaldsselskabet Nordværk og Rebild Kommunes affaldskontor kommer forbi - her kan du nemlig få svar på alle dine spørgsmål, teste din viden om netop affaldssortering og være kreativ i en workshop med genbrugspapir.
I Skørping er det torsdag 23. marts klokken 13.30-17, og i Støvring er det fredag 24. marts klokken 13.30-17.30.
7) Stor affaldsindsamling
Har du selv lyst til at gøre en forskel - men er du ikke helt sikker på, hvor du skal starte? Så er affaldsindsamlingen lørdag 25. marts et godt bud. Her inviteres alle til den årlige forårsrengøring i Skørping og omegn, og sammen med familie, venner og kolleger kan man være med til at gøre en forskel i kampen mod affald i naturen.
Affaldsindsamlingen begynder ved Skørping Center klokken 10 og slutter igen klokken 13. Man får udleveret de nødvendige materialer på dagen.
8) Byttemarked med Nybygger-Lise og -Michael
Søndag den 26. marts bliver den store afslutningsdag på klimaugerne - her lægger Kulturstationen i Skørping hus til det helt store, traditionsrige byttemarked, hvor konceptet er, at man kan aflevere alle de gode sager, man ikke selv får brugt derhjemme længere og i stedet kan gå på opdagelse i de ting, andre har medbragt.
Til stede på byttemarkedet er også foreningen Rødderne med et familieværksted. Her vil Nybygger-vinderne Lise og Michael Vandborg vise, hvordan man kan upcycle tøj og lave stofposer, madpakkeposer og penalhuse.
Markedet er åbent fra klokken 10 til 15, og det er gratis at kigge forbi.