Billede beskrivelse

"Trekantruten" vender tilbage: Populær rute får spiselig nyhed

23. februar 2023 kl. 08.00
Opdateret 01. marts 2023 kl. 08.59

Gode kræfter er gået sammen og er klar med et nyt pakketilbud til turister i Himmerland,  “Salt Turen” med undertitlen “På skinner, til vands og i sydehytten”.

Turen består af en tur med veterantoget, et besøg på Mariager Saltcenter med rundvisning og spisning på Café Salt, samt en sejltur på Mariager Fjord med Svanen. 

Alt er inkluderet i prisen - det eneste man skal gøre er at læne sig tilbage og opleve, skriver Destination Himmerland i en pressemeddelelse.

"Trekantruten" har i mange år forenet en tur med veteranjernbane, Svanen og bus. I det nye samarbejde er Mariager Saltcenter altså kommet med ombord. 

Billede beskrivelse

"Hvad siger du til at rejse ud fra den flotte gamle stationsbygning i Handest ombord på den unikke 70 år gamle skinnebus “Den Røde Rubin” og videre ud i det smukke landskab, med kurs mod Mariager? I Mariager bevæger du dig ind i en verden af salt på Mariager Saltcenter, hvor ikke blot saltede oplevelser og en personlig rundvisning venter, men ligeledes et lækkert måltid på Café Salt. Når du har fået rigeligt med salt på hjernen, venter en sejltur med turbåden Svanen. Ombord vil der være kaffe og kage, mens udsigten til det bakkede landskab omkring Danmarks smukkeste fjord kan nydes med nye gode minder i bagagen."

Sådan præsenterer Destination Himmerland turen. 

- For mange af vores samarbejdspartnere er højsæsonen det tidspunkt, hvor de løber hurtigst og har travlt. Vi ønsker at udvide denne periode, og sammen med vores partnere skabe nye turismeprodukter, der også byder gæster velkommen til vores fantastiske område i skuldersæsonerne. Himmerland kan jo noget helt særligt uanset årstid, siger Johanne Bugge, destinationsdirektør i Destination Himmerland, i pressemeddelelsen.

Foruden de fire pakketilbud rettet mod større grupper, bliver der åbnet op for tre lørdage, hvor flere små grupper fx børnefamilier, par og enkeltpersoner, kan booke sig ind. Der bliver nemlig en særlig Salt Turen-deal hhv. 20. maj, 17. juni og 24. juni, hvor alle kan komme med og få én på opleveren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste