Billede beskrivelse

Lokal familie åbner nyt genbrugskoncept

30. september 2023 kl. 06.01
Opdateret kl. 17.30

12. oktober klokken 15.00 bliver dørene til et nyt genbrugsunivers åbnet i hjertet af Skørping på Jyllandsgade 7 st. th.

Her kan alle, som har tøj, interiør, legetøj og andre ting i god kvalitet til at ligge derhjemme, leje en stand og sælge ud.

Skovloppen, som butikken hedder, er stablet på benene af Maria Roosewelt og Morten Geertsen Roosewelt. For parret har bæredygtighed og familie været to nøgleord.

Billede beskrivelse

Genbrug med familien

Skovloppen er nemlig et familieprojekt, da de længe havde ønsket at lave noget som familie.

- Vi handler selv rigtig meget i genbrug. Ungerne elsker at komme på genbrugsture, så det er et projekt, som de også finder spændende, siger Maria Roosewelt og fortsætter:

- Det er vigtigt for Morten og mig at lære vores børn, at vi er nødt til at genbruge de materialer, som vi får skabt. I Skørping har vi allerede fokus på genbrugstanken og den grønne omstilling, og det vil vi også gerne understøtte med vores butik.

Billede beskrivelse

En god ting for byen

Det er muligt at leje en stand for 650 kroner om måneden. Når en ting sælges, betaler man 12 procent i kommission.

- For os er det vigtigt, at det kan løbe rundt. Det bliver aldrig en guldgrube, men vi gør det også for at bidrage med noget godt til Skørping.

- Vi har fokus på det nære og hyggelige, og at man ikke behøver at tage til Aalborg, siger Maria Roosewelt.

I alt er der 50 stande, og det er muligt at booke to former for stande, afhængigt af hvad man gerne vil sælge.

Billede beskrivelse

Nemt at komme i gang

Parret vil være til stede i butikkens åbningstider, som hedder 14.00 til 18.00 fra mandag til fredag og fra 10.00 til 13.00 om lørdagen.

Når man har lejet en stand, skal man blot komme med sit tøj og mærke det op.

Herefter hjælper parret med alt det, man skal bruge for at komme i gang, blandt andet tøjalarmer, perle til at vise tøjstørrelser og hjælp til prissætning.

Billede beskrivelse

Fokus på det lokale

Planen er, at der i enden af lokalet skal være siddepladser, hvor man kan nyde en kop kaffe eller te.

- Vi vil ikke fylde lokalet med stande, fordi det er vigtigt for os, at der er god plads, og at det samtidig er et dejligt sted at komme

Kaffemaskinen er lejet af Kaffeexpressen, og parret håber på at kunne inddrage endnu flere lokale aktører i projektet, eksempelvis et samarbejde med byens genbrugsbutikker.

Maria Roosewelt fortæller desuden, at der allerede har været mange forbi med et ønske om at blive en del af projektet, herunder en som netop er blevet færdig med sit kommunikationsstudie.

Billede beskrivelse

Ikke et fast koncept

Parret håber, at Skovloppen bliver et sted, som løbende udvikles på.

Morten Geertsen Roosewelt er IT-mand, mens Maria Roosewelt er sociolog. Sammen danner de et team med en interesse i at holde øje med forskelle mønstre i forhold til målgrupper, og hvad der efterspørges af varer.

- Vi kommer til at holde øje med, hvad der bliver solgt mest af, og hvilken målgruppe butikken rammer. Finder vi ud af, at der nærmest kun sælges børnetøj, prøver vi at ændre konceptet undervejs.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste