Traktorentusiaster må igen i år se langt efter den traditionelle udstilling af veterantraktorer. Privatfoto.
Det sker

Hjerterne bløder hos veterantraktor-entusiaster: Udstilling er aflyst igen

Nu lægger arrangørerne deres fokus på næste års udstilling

07. januar 2022 kl. 11:19

AARS: For andet år i træk er Messecenter Vesthimmerland og Veterantraktorklubben MTKJ-Himmerland nødt til at aflyse den traditionelle Veterantraktorudstilling & Landbrugsmaskine stumpemarked, der skulle have været afholdt 29. og 30. januar.

Aflysningen skyldes de nuværende restriktioner forbundet med COVID-19, der umuliggør gennemførelsen af større arrangementer.

- Det er med blødende hjerte, at vi endnu en gang må aflyse vores store Veterantraktorudstilling i Messecenter Vesthimmerland, udtaler formanden for MTKJ-Himmerland, Jens Ole Kuck Christensen, i en pressemeddelelse.

Temaet for udstillingen i år var Taarup & Volvo. Privatfoto.

Beslutningen omkring aflysningen af arrangementet er netop taget på et møde i styregruppen, der består af repræsentanter fra Veterantraktorklubben og Messecenter Vesthimmerland.

De nuværende restriktioner, der forbyder messeaktiviteter, løber indtil videre til 17. januar 2022, men myndighederne har endnu ikke meldt konkret ud, om man ophæver eller forlænger restriktionerne.

- Vi kan imidlertid ikke vente til d. 17. januar med at tage den endelige beslutning i forhold til en eventuel gennemførelse af arrangementet. Det er nu, den helt store markedsføring af arrangementet skal sættes i gang, ligesom det også er i absolut 11. time med at få de sidste aftaler med udstillerne på plads, udtaler Brian Otte, direktør i Messecenter Vesthimmerland.

Usikkerheden var simpelthen for stor, fortæller han.

- Risikoen for, at myndighederne – med baggrund i det fortsatte høje antal smittede med COVID 19 – vil forlænge restriktionerne yderligere, er for stor til, at vi tør tro på, at vi kan gennemføre udstillingen.

To haller i Messecenter Himmerland skulle have været fyldt med veterantraktorer samt masser af stumper. Privatfoto.

Nu er deres fokus rettet mod næste års udstilling.

- De mange udstillere, der har tilmeldt sig udstillingen, får besked om aflysningen, og så går arbejdet i gang med at planlægge udstillingen i 2023, der kommer til at foregå i weekenden 28. og 29. januar 2023, slutter Jens-Ole Kuck Christensen og Brian Otte i forening.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu