Her er vinterferie lig med Jubiland
I børnenes vinterferie i uge 8 byder Messecenter Vesthimmerland i Aars endnu engang på et stort lege- og actionland kaldet Jubiland. Det sker den 21. – 22. februar fra kl. 10-16, hvor alle tre haller er fyldt med sjov og ballade for børn i alle aldre.
I to af hallerne vil der være massevis af aktiviteter – blandt andet karruseller, tramboliner, high jumper, hoppeborge, sweeper, rodeotyr og meget mere. Der kommer også besøg af 4H-Gården, der medbringer en lille pony, som børnene kan ride på, ligesom der vil være mulighed for at kæle for kaniner, marsvin og meget mere.
I det kreative hjørne, hvor der kan tegnes og males, vil der begge dage fra kl. 14-16 være mulighed for at få en sjov ballonfigur med hjem.
Når entréen er betalt er alle forlystelser gratis, ligesom der er mulighed for både at købe mad og drikke i hallerne og restauranten. Forældre og bedsteforældre kan også medbringe deres egen madkurv til Jubiland, og hvis forældrene og bedsteforældre trænger til at puste lidt ud, vil der igen i år være ugeblade og magasiner til hygge og afslapning.
- Sidste år startede vi et samarbejde med Autismeforeningen, der gik på at børn med bl.a. autisme havde mulighed for at komme ind til Jubiland to timer før alle andre børn på den første åbningsdag.
- Det var en stor succes, og vi er derfor rigtig glade for at fortsætte dette gode samarbejde i år, fortæller eventmanager Anette Carstens, Messecenter Vesthimmerland.
- Jubiland plejer at trække op imod 1500 børn og deres forældre og bedsteforældre, og det regner vi også med i år, siger Anette Carstens.