Grete Stick sammen med Jørn Jeppesen. Privatfoto
Det sker

Grete vil investere i lokalsamfundet: Nu har hun købt en koncert til byen

03. august 2022 kl. 10:16

- Der skal ske noget i Møldrup efter coronaen, og hvis man synes det, må man jo gøre noget, lyder det fra Grete Stick.

Derfor har hun arrangeret en koncert med Jørn Jeppesen og hans band "De Utrolige" fredag 12. august i Møldrup Hallen.

Jørn Jeppesen var i mange år manager for Kim Larsen, og spillede desuden i Kjukken i de sidste år, inden Kim Larsen gik bort. Med i Jørn Jeppesens band er desuden også de tidligere Kjukken-medlemmer bassisten Jesper Haugaard og trommeslageren Jens Langhorn.

- Jeg er stor Kim Larsen fan, og der har jeg lært dem at kende. De spiller deres egen musik, men det bærer præg af de mange år sammen med Kim Larsen, vurderer Grete Stick.

Grete Stick har altid boet i Møldrup, og hun mener, at det er vigtigt for et lille lokalsamfund, at der er masser af aktiviteter for alle aldre samt et godt foreningsliv.

- Det kan ikke altid nytte noget at sidde med hænderne i skødet. En bankrådgiver spurgte mig engang, om jeg ikke kunne tænke mig at investere nogle af mine penge, og nu har jeg endelig fundet ud af, at jeg vil investere i lokalsamfundet og give byen en god musikoplevelse, siger Grete Stick.

Hun betaler selv for musikken samt lyd og lys, men det praktiske arbejde med koncerten har hun lagt i hænderne på byens lokale teaterforening.

- De har været hårdt ramt under coronaen. De høster derfor overskuddet af koncerten, siger Grete Stick, som håber, at mange vil hjælpe hende med at få en fantastisk koncertaften.

Jeppesen og De Utrolige. Pressefoto

Nyeste