Foredrag om at kvitte alkohol
Allan Olsen - holder 7. maj foredrag på Farsø Bibliotek
FARSØ: I samarbejde med Sundhedscenter Vesthimmerland og Behandlerhuset Vest inviterer Vesthimmerlands Biblioteker 7. maj til foredrag med skuespilleren Allan Olsen.
Ved et arrangement på Farsø Bibliotek fortæller han åbent og gribende om sit liv med og uden alkohol.
Allan Olsen har været ædru alkoholiker siden 1993 og og udgav i 2018 bogen ”Jeg tog en anden vej”.
I bogen beretter Allan Olsen levende om sit liv fra barndommen til sin farverige karriere som landskendt skuespiller. Sideløbende med karrieren som skuespiller udviklede han et stærkt stigende alkoholforbrug, som til sidst fik hans verden til at krakelere.
Allan Olsen vil i sit foredrag fortælle om, hvad der gør hverdagen så fantastisk som ædru, og om hvordan han selv formåede at ændre sit liv og skifte de dårlige, gamle vaner ud med nye og bedre.
Foredraget henvender sig til alle, der gerne vil tage en ny retning i deres liv, og efter foredraget signerer Allan Olsen bøger, ligesom der naturligvis også vil være mulighed for at låne Allan Olsens bog på biblioteket.
Billetter til foredraget kan købes via Vesthimmerlands Biblioteker, og der er allerede god gang i billetsalget, forlyder dét.