Vindpark delte 468.250 kroner ud
LØGSTØR: Vindpark Thorup-Sletten uddeler to gange hvert år midler til lokalforankring, og 2026 startede med endnu flot omgang donationer af midler fra puljen til en lang række lokale initiativer.
Donationerne blev uddelt tirsdag eftermiddag i Kultur- og Idrætscenter Lanternen. De skulle have været uddelt tidligere, men uddelingen af pengene måtte flyttes til tirsdag på grund af snestormen tidligere i januar.
Henrik Bødker fra Eurowind Energy, der administrerer Vindpark Thorup Slettens økonomi, bød velkommen med at takke for det store fremmøde.
- Vi er samlet her i dag for at uddele ikke mindre end 468.250 kroner til 22 projekter, som I har søgt om tilskud til. Det viser, at der er fremdrift og fællesskaber, som I skaber, og som vi gerne støtter op om. I er ildsjæle, som tør at drømme, og som skaber projekter, der gør hverdagen rigere for rigtig mange mennesker. Vi vil i dag dele penge bredt ud, som kan gøre mest muligt gavn i kultur- og fritidslivet i dette område for flest mulige mennesker.
Og pengene blev delt bredt ud. Der blev bandt andet givet støtte til kamera, køleskab og kajakker – blot for at nævne nogle enkelte af de 22 projekter, der blev støttet.
Geografisk blev pengene også delt bredt ud, da projekter fra Fjerritslev til Løgstør og mange steder derimellem modtog økonomisk støtte.
Puljen, der uddeles fra, udgør 0,82% af bruttofortjenesten i den samlede vindpark i Thorup-Sletten.
Midlerne administreres af K/S Vindpark Thorup-Sletten Infrastruktur, og uddeles til initiativer af lokal almennyttig karakter.
Der er nedsat en lokal styregruppe, som varetager uddelingen af midlerne – herunder ansøgningsprocessen samt indstilling af de udvalgte formål til K/S Vindpark Thorup-Sletten Infrastruktur.
Den lokale styregruppe består af 4-6 repræsentanter, hvoraf 2 repræsentanter er bosat indenfor 4 km fra vindparken, 2 repræsentanter, som er bosat indenfor 8 km fra vindparken, derudover er der mulighed for deltagelse fra 1 repræsentant med særlige kompetencer på fondsområde og landdistriktsudvikling.
Ved bordene tirsdag eftermiddag efter uddelingen bar snakken præg af taknemmelighed. Taknemmelighed for nogle penge, der er med til at gøre en stor forskel i mange foreninger og relationer i området omkring Vindpark Thorup Sletten.