Udstillere står i kø til Danmarks Hyggeligste ModelHobby Messe
AARS: Når ModelHobby Messen vender tilbage til Messecenter Vesthimmerland den 8.–9. februar, er alt klar til endnu en weekend fyldt med fascinerende modelhobbyer.
Denne traditionsrige begivenhed vokser fortsat år for år og fylder igen hele messeområdet med alt fra klassiske tog og biler til imponerende landbrugsdioramaer og skibsmodeller. Med alle stande allerede udsolgt, må nye udstillere nu vente på en plads til denne populære messe.
Mange hobbyer samlet under ét tag
- Konceptet med at præsentere en bred vifte af modelhobbyer er fortsat en succes, fortæller medarrangør Sonny L. Nielsen fra Modeltraktor.dk.
- Det er denne mangfoldighed, der gør messen til noget særligt. Uanset om man interesserer sig for tog, biler, lastbiler, LEGO eller noget helt andet, er der noget for enhver smag.
Spændende nyheder og velkendte favoritter
I år byder messen på flere nyheder:
Messen udvider endnu engang med en ny opstilling, der giver plads til flere udstillere og endnu flere spændende modeller.
Vandelsbæk Modelskibs Klub deltager med deres imponerende skibsmodeller.
Søren Holmgren, Danmarks mest vindende inden for landbrugsdioramaer, er også at finde blandt deltagerne.
Modelparken Danmark vender tilbage med deres populære tog, hvor børn kan få en tur.
Derudover præsenterer Torben Pedersen sin unikke "Mini Scania" 770S V8 lastbil – den eneste af sin slags i Danmark. Denne miniaturemodel er en sikker publikumsmagnet for både børn og voksne.
For de byggeglade er der også masser af byggesæt og tilbehør til salg, uanset om man er nybegynder eller erfaren samler.
Fællesskab og inspiration
Messen er ikke kun en udstilling, men også en social begivenhed, hvor hobbyentusiaster kan mødes, dele erfaringer og finde inspiration.
Som altid vil der være store stande med fjernstyrede lastbiler, entreprenørmaskiner og det populære bassin med fjernstyrede skibe – en oplevelse, der begejstrer både store og små.
ModelHobby Messen er klar til at byde gæsterne velkommen til en fantastisk weekend fyldt med kreativitet, fællesskab og inspiration i Danmarks hyggeligste messecenter.