Tidligere AaB-målmand færdig som cheftræner i serieklub
AARS: Cirka halvvejs i serie 1-sæsonen for Aars IK har klubben valgt at stoppe samarbejdet med sin cheftræner.
Det skriver Aars IK i et opslag på Facebook.
"Aars IK har efter gensidig aftale afsluttet samarbejdet med cheftræner Kenneth Stenild med øjeblikkelig virkning. Aars IK vil gerne takke Kenneth Stenild for hans indsats og ønske ham held og lykke fremover," lyder det i opslaget.
Ny træner for Aars-klubben er Morten Freundlich, der havde første kamp i spidsen for sit nye mandskab torsdag aften.
Her spillede man uafgjort på udebane mod Terndrup i sin serie 1-pulje.
Kenneth Stenilds sidste kamp som førsteholdstræner i Aars IK blev imidlertid et 1-3-nederlag på hjemmebane mod St. Restrup IF.