Sparekasse har fundet permanente lokaler i Aars
AARS: Sparekassen Kronjylland har fundet sin permanente placering i Aars.
Den nye afdeling kommer til at ligge på Løgstørvej 14, hvor et nuværende kontorfællesskab skal omdannes til en moderne sparekasse.
Det skriver Sparekassen Kronjylland i en pressemeddelelse.
Gode mødelokaler, god plads og gode parkeringsmuligheder har været noget af det vigtigste i jagten på lokaler til den nye afdeling.
- Og det har vi nu fundet, fortæller Kenneth Hald Laustsen, der er lokal erhvervskundechef.
Han glæder sig samtidig over, at de 15 lokale medarbejdere er kommet godt fra start.
Sparekassen Kronjylland overtager bygningen 1. august. Herefter venter en ombygning, og efter planen står en moderne sparekasse klar omkring årsskiftet.
Attraktiv placering
Kenneth Hald Laustsen ser placeringen som meget attraktiv.
Afdelingen kommer til at ligge tæt på blandt andet stadion, tennisklub, svømmecenter og Messecenter Vesthimmerland.
Samtidig ligger den synligt på en af indfaldsvejene til Aars og tæt på både nye boligområder og erhvervsområdet.
- Rigtigt mange bruger netop det område i fritiden, og vi kan se, hvor nemt det er for kunderne med vores nuværende placering i Messecenter Vesthimmerland, som ligger få meter fra den kommende afdeling. Derfor er vi glade for fortsat at være placeret meget synligt i den del af Aars, selv om vi selvfølgelig også kommer til at være synlige i resten af byen og kommunen, siger Kenneth Hald Laustsen.
God start i byen
Indtil den nye afdeling står klar, fortsætter Sparekassen Kronjylland i Messecenter Vesthimmerland.
- Det fungerer faktisk rigtigt godt, og samarbejdet med messecentret er upåklageligt. Derfor har vi også taget os god tid til at finde den rigtige, permanente løsning, forklarer Kenneth Hald Laustsen.
Han fortæller, at Sparekassen Kronjylland og de 15 lokale medarbejdere har fået en meget god start i Aars.
- Vi begyndte 1. marts, og helt fra start har der været stor lokal interesse for at blive kunde og for at tale med os. Medarbejderne kender i forvejen byen, og byen kender os. Det har selvfølgelig været en stor fordel. Vi er faktisk ret overvældede over, hvor god en start vi har fået, og hvor godt byen har taget imod os. Det er vi meget glade for, slår Kenneth Hald Laustsen fast.