Billede beskrivelse

Ny teknologi skaber muligheder for kommunen

27. december 2025 kl. 06.00

Vesthimmerlands Kommune er blandt de modige frontløbere, når det gælder afprøvning af nye teknologiske løsninger i praksis. To konkrete velfærdsteknologier er netop nu i test – med fokus på både borgernes tryghed og medarbejdernes arbejdsdag.

Gennem de seneste år har kommunen haft et skarpt fokus på velfærdsteknologi som et værktøj til at styrke selvhjulpenhed hos borgerne, aflaste medarbejdere og pårørende samt gøre hverdagen lettere og mere overskuelig.

– Velfærdsteknologi er ikke en erstatning for personale, men et supplement. I Vesthimmerland er der mod til at gå forrest og afprøve nye veje, og viser det sig, at løsningerne virker, kan de forhåbentlig også inspirere andre, udtaler Asger Andersen (S), formand for Sundhedsudvalget.

På Gundestrupgaard ved Aars har kommunen etableret Faglab Velfærd, hvor ny teknologi løbende testes. Derudover prøves flere teknologier også direkte i driften – blandt andet på plejecentre, bosteder og i hjemme- og sygeplejen.

To aktuelle eksempler er OSO-AI og den sociale robot Lovot. Vesthimmerlands Kommune er den første i landet til at teste OSO-AI og blandt de første til at afprøve Lovot.

– Det giver god mening at afprøve internationale løsninger, som allerede skaber værdi andre steder. Testene gennemføres ikke for teknologiens skyld, men fordi de imødekommer konkrete behov. 

- Når det bliver tydeligt, at teknologien gør en reel forskel, har kommunen et solidt grundlag for at beslutte fremtidig anvendelse, fortæller Titti Meling Berge, velfærdsteknologisk konsulent i Vesthimmerlands Kommune.

Begge teknologier er blevet taget positivt imod og indgår allerede som naturlige elementer i hverdagen hos både borgere og medarbejdere. De styrker tryghed, trivsel og kvaliteten i plejen og bekræfter dermed kommunens retning.

OSO-AI er en lille boks, der monteres i borgerens bolig. Den registrerer kritiske situationer som fald eller kald om hjælp og giver straks besked til personalet. 

Systemet respekterer privatlivet, da det ikke optager samtaler eller baggrundsstøj og automatisk deaktiveres, når der er flere personer til stede. Al deltagelse i testen sker frivilligt og med fuld accept fra både borgere og pårørende.

Lovot er en social robot fra Japan, der er designet til at skabe nærvær, glæde og kontakt. Den anvendes især på plejecentre og bosteder, hvor den bidrager til øget trivsel og socialt samvær – særligt hos borgere med kognitive eller sociale udfordringer.

De fire Lovot-robotter skal testes frem til sommeren 2026, mens forsøget med OSO-AI afsluttes i slutningen af januar og efterfølgende evalueres.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste