Billede beskrivelse

Medicinstuderende Emma og Mickey rykkede på sygehus i Grønland

14. januar 2026 kl. 13.30

De to medicinstuderende Emma Ø. Mortensen og Mickey H. Rasmussen pakkede i foråret kittel og stetoskop ned og drog mod den fjerne landsby Tasiilaq i det østlige Grønland. Her skulle de i klinik på kystsygehuset i byen med omkring 2000 indbyggere.

Ligeher.nu bringer i løbet af januar det medicinske makkerpars beretning fra et ophold med barsk natur og sociale udfordringer. Dette er del 1.

Tasiilaq er østkystens største by, beliggende ca. 700 km fra Nuuk afskåret af indlandsisen. Byen er kendt for sin smukke natur med høje bjergtinder, blå himmel og lyden af hyl fra slædehundene, som altid sidder lænket ved fjorden.

Her mødte vi den oprindelige østgrønlandske kultur, hvor fangst og fiskeri fortsat udgør en central del af levevisen. Under opholdet blev vi også konfronteret med de sociale udfordringer, der præger byen, herunder problematikker med misbrug, vold og omsorgssvigt - udfordringer der gav et stærkt indblik i sundhedsarbejdets sociale dimension.

Vi mødte samtidig en befolkning, der udviste en helt særlig imødekommenhed og et stærkt sammenhold. Vi oplevede, at de havde en uovertruffen evne til at tilgive og støtte hinanden – måske et resultat af generationers afhængighed af fællesskabet, for at kunne overleve i de barske omgivelser.

Billede beskrivelse

Kystsygehuset ligger smukt i sin gule træbeklædning på klipperne med udsigt over fjorden. Det er småt og enkelt indrettet, men personalet formår alligevel at håndtere de fleste situationer med de få ressourcer, som nu engang er til rådighed.

Når man går op ad den frostbeklædte trappe og træder ind i den lille forhal, er det første syn, der møder én, bænkene til de ventende patienter og rækken af beskidte gummistøvler, som sirligt er linet op for ikke at trække skidt med rundt til patienterne.

I den ene længe findes konsultationsrummene, hvor den almene lægefunktion varetages. I den anden længe findes stuerne til de indlagte patienter, samt sygehusets operationsstue. Lige fremme fra forhallen findes laboratoriet, samt byens apotek, hvor patienter kan afhente medicin uden omkostninger.

Der er én fast regionslæge i Tasiilaq, som administrerer sygehuset og varetager både arbejdet som praktiserende læge, mediciner og kirurg.

Et job, hvor det er forventet, at lægen kan handle på alt fra eksem til akutte kirurgiske tilstande. Regionslægen er ofte suppleret af 1 til 2 vikarlæger, som hjælper med dagligdagen og vagtbyrden.

Som vikarlæge er der store krav til erfaringer og kompetencer. Derfor ansættes der kun speciallæger med tidligere erfaring fra Grønlands vestkyst – et område der almindeligvis beskrives som værende mindre barsk.

Kystsygehuset er ligeledes godkendt som fødested, en funktion som vi stolt fik præsenteret af regionslægen, og som bliver værdsat af indbyggerne. Det er derfor essentielt, at regionslægen behersker akutte kirurgiske indgreb, såfremt fødsler skulle blive komplicerede og kræver akut forløsning ved kejsersnit.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste