Billede beskrivelse

Historisk kåring i lokal fodboldklub

05. februar 2026 kl. 12.00

LØGSTØR: Hvert år på Løgstør Idrætsforenings generalforsamling under punktet 'eventuelt' har man tradition for at kåre Årets LIF'er.

Og i år blev det en historisk kåring, men det vender vi tilbage til.

Inden man nåede frem til det punkt, skulle de 20 fysisk fremmødte tilhørere og den ene, der var med på en onlineforbindelse, igennem den sædvanlige formelle dagsorden.

Det blev styret af aftenens dirigent, Torben Frederiksen.

Men intet var i øvrigt helt sædvanligt denne aften i Løgstør Idrætsforenings lokaler.

Formanden, Jens Dalgaard, havde nemlig meldt afbud pga. sygdom, og han måtte derfor overlade oplæsningen af formandens beretning til næstformand, Jesper Frederiksen.

Tilmed var kasserer Line Jensen i København, så hun var derfor deltagende i generalforsamlingen via en onlineforbindelse.

Billede beskrivelse

Stor hyldest

Formandens beretningen indeholdte en opremsning af årets sportslige begivenheder.

Den indeholdt dog også en stor hyldest af de mange frivillige, der er med til at skabe en klub med begejstring, udvikling og sjove oplevelser for de mange spillere, som skal være en af grundstenene i Løgstør Idrætsforening.

Beretningen indeholdt også slutteligt et ønske fra bestyrelsen om i fremtiden at kunne have mere fokus på foreningens kerneprodukt - fodbold.

I de seneste sæsoner har der været meget fokus på flytning fra det gamle stadion, etablering af de nye faciliteter på de nye baner og ikke mindst økonomien omkring dette.

Regnskabet blev fremlagt online af Line Jensen, der kunne præsentere et lille underskud for 2025. 

Underskuddet skyldtes en lille nedgang i seniorspillere, flere investeringer og hensættelser til vedligehold af kunststofbanen. 

Men Line Jensen var alt i alt godt tilfreds med årets resultat.

Billede beskrivelse

Flere genvalg

I forbindelse med valget til bestyrelsen opnåede Mathias Rasmussen og Christian Krog Nielsen genvalg efter eget ønske, mens Tina Bach Rasmussen ikke ønskede genvalg.

I hendes sted blev Kim Kjeldgaard valgt til bestyrelsen.

Kasserer Line Jensen er flyttet til København, og derfor ønskede hun at udtræde af bestyrelsen før tid.

I hendes sted blev Maria Rasmussen valgt ind i bestyrelsen.

Da alt det formelle var overstået, blev det tid til kåringen af Årets LIF'er.

Det er en særlig anerkendelse af en person eller en gruppe, som har gjort en ekstraordinær indsats for Løgstør Idrætsforening i det år, der er gået.

Tina Bach Rasmussen fik æren af at oplæse formandens indstilling til Året LIF'er 2025.

Ny bestyrelse i Løgstør IF

  • Bestyrelsen i Løgstør Idrætsforening består det kommende år af:
  • Jens Dalgaard
  • Jesper Frederiksen
  • Johnny Støttrup Laursen
  • Mathias Rasmussen
  • Christian Krog Nielsen
  • Maria Rasmussen
  • Kim Kjeldgaard
  • Suppleanter er: 
  • Tina Bach Rasmussen
  • Mathilde Johansen

Historisk kåring

Heri stod der blandt andet, at modtageren bliver historisk.

Ikke kun fordi vedkommendes navn tilføjes en fornem liste, men fordi årets modtager bliver den første kvinde, der modtager prisen som enkeltperson.

Modtageren er nødvendigvis ikke den person, som udadtil er mest synlig - men tag endelig ikke fejl, lød det i indstillingen. 

Modtagerens indsats i ”maskinrummet” har været helt uovertruffen og af helt uvurderlig værdi. 

Udover rollen som træner, bestyrelsesmedlem, kasserer og frivillig har modtageren altid vist sig at have hjertet det rette sted. 

Derfor var det med blandede følelser, at foreningen nu måtte afsked med vedkommende i bestyrelsen i Løgstør Idrætsforening.

Årets LIF'er 2025 blev den afgående kasserer, Line Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste