Frodigt lokalsamfund skal blive endnu bedre
ØSTER HORNUM: Med over 80 - meget aktive - foreninger og interessegrupper kan man ikke påstå, at frivilligheden og samarbejdet er nødlidende i Øster Hornum, men måske er der alligevel noget, der kan gøres bedre?
Det spørgsmål har byen fået mulighed for at besvare med 50.000 kroner i ryggen fra Region Nordjylland, der har udpeget Øster Hornum til såkaldt Kulturpunkt.
Der er nedsat en styregruppe til projektet, og torsdag gik starten ved et opstartsmøde i byens lokalhistoriske arkiv.
25 repræsentanter for byens mange foreninger mødte op, og formanden for styregruppen og samtidig formand for Lokalrådet for Øster Hornum & Omegn, Anders Peter Jørgensen, er ganske godt tilfreds.
- Det er et nyt projekt i forhold til alt det andet, der foregår ude i foreningerne, og der er trods alt grænser for, hvor meget man kan nå, så 25 er fint, siger han.
På mødet blev der kastet flere ideer op i luften.
En handler om at gøre byens skole til et kreativt og socialt samlingssted, der kan tjene flere formål.
- Skolekøkkenet bruges i forvejen til et madlavningshold for mænd og formningslokalet til keramik, men ellers står lokalerne ubenyttet hen det meste af døgnet, ikke mindst gymnastiksalen. Skolelederen vil gerne invitere alle indenfor, og ideen er at putte flere aktiviteter ind, fortæller Anders Peter Jørgensen.
Et andet ønske, der blev fremsat på mødet, var at bringe unge og ældre sammen.
- Der foregår masser af aktiviteter, der er målrettet enkelte aldersgrupper, men vi vil gerne have flere, der kan bringe generationerne sammen. Eller også kan man justere lidt på de enkelte. Der holdes en konkurrence om Byens bedste æblekage, hvor vinderen vælges af skolens elever, men det arrangement kunne man jo sagtens åbne for alle i weekenden - bare som et eksempel, siger Anders Peter Jørgensen.
I forlængelse af den dagsorden vil man også gøre de aktiviteter, der foregår, mere synlige for en bredere kreds.
- Der er infoskærm i idrætshallen, de enkelte foreninger informerer deres medlemmer, og byen har sin egen Facebook-gruppe. Men et opslag kan jo ryge langt ned på et par minutter. Mange arrangementer og aktiviteter retter sig mod flere målgrupper, men hvordan får man fat i dem? Vi har ikke løsningen, men vil arbejde på at finde en, siger Anders Peter Jørgensen.
Han er i høj grad eksponent for det engagement, der præger Øster Hornum.
Han er født og opvokset i byen og brugte dengang en række fritidstilbud, men flyttede som 19-årig. For fem år siden vendte han tilbage sammen med sin kæreste og meldte sig i den grad ind i det frivillige arbejde.
- Det startede med, at jeg blev valgt ind i Lokalrådet, hvor jeg nu er formand. Så meldte jeg mig til vores Spis sammen-aftener, jeg blev medlem af bestyrelsen i Øster Hornum IF's badmintonafdeling, hvor jeg nu også er formand, og så var jeg for tre år siden med til at etablere en ungdomsforening. Efter corona, hvor børnene havde siddet hjemme, var der en del konflikter og misstemning både i og på tværs af klasserne. Det ville vi gerne gøre noget ved, og som et resultat kan 4. til 7. årgang nu mødes hver mandag, fortæller Andes Peter Jørgensen.
Han erkender, at 50.000 kroner ikke udvirker mirakler.
- Men de kan bane vej for mindre aktiviteter og arrangementer, og så er der jo ikke noget, der forhindrer os i at søge flere midler hjem, påpeger han.
Der er ikke noget formelt krav til, hvad pengene fra Region Nordjylland kan bruges til.