Fire handelstandsforeninger går sammen om nyt, lokalt tiltag
VESTHIMMERLAND: Alle børn i Vesthimmerland får som noget nyt et Funcard.
Det er fyldt med gode tilbud til alle børn i uge 8.
Funcardet er et initiativ, som de fire handelstandsforeninger i Vesthimmerlands Kommune har taget for at give børnene i Vesthimmerland en positiv oplevelse i vinterferien.
- Det er måske ikke alle børn, der har planer i vinterferien eller har mulighed for at komme på for eksempelvis skiferie. De børn vil vi gerne give dette tilbud om forskellige aktivitetsmuligheder, der kan være med til at gøre det attraktivt at holde ferie i Vesthimmerland, fortæller Bettina Højslet.
Hun er formand for Løgstør Handel, der sammen med Farsø – her handles, Aars Handel og Aalestrup Handel og Erhverv står bag Funcardet.
Funcard-hæftet er trykt i over 4000 eksemplarer, og det bliver delt ud til alle elever i 0.-9. klasse på alle folkeskoler og friskoler i Vesthimmerlands Kommune i ugen op til vinterferien.
Stor succes andetsteds
I løbet af uge 8 kan børnene så indløse de mange billetter og rabatkuponer, som man kan klippe ud af Funcardet forskellige steder rundt om i hele Vesthimmerland.
Idéen til dette Funcard stammer fra Haderslev, hvor man i flere år med stor succes har udgivet kortet med tilbud til børn i alle aldre.
- Vores mål er, at Funcardet skal blive en tilbagevendende begivenhed i Vesthimmerland – ikke bare i vinterferien i uge 8, men også i efterårsferien i uge 42.
- Vi har her første gang, vi har taget initiativet, mødt stor opbakning blandt de mange deltagende butikker og foreninger til at skabe et flot hæfte fyldt med billetter og rabatkuponer til gode tilbud og aktiviteter. Så vi tror på, at det samme kan lade sig gøre igen til efterårsferien i uge 42, fortæller Bettina Højslet.
Også på biblioteker
Tirsdag var hun blandt andet forbi Løgstør Skole med de nye Funcard-hæfter.
Det er dog ikke bare på skolerne, at Funcardet bliver omdelt.
Bibliotekerne i Vesthimmerlands Kommune kommer også til at uddele Funcardet i uge 8.
- Det vil også være muligt at erhverve sig Funcardet på bibliotekerne i Vesthimmerlands Kommune. Det kunne jo være, at der var bedsteforældre, som skal have besøg af børnebørn i vinterferien, der ikke er tilknyttet en skole i kommunen.
- Så kan de også benytte sig af tilbuddene i Funcardet, slutter Bettina Højslet, der straks var på vej videre til de næste skoler med det flotte Funcard-hæfte.