En lille - men vigtig - dråbe i havet
FANDRUP: Fem års forarbejde ligger bag, og umiddelbart kunne det ligne en milepæl, da formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Allan Ritter, mandag klippede snoren til et 32 hektar stort vådområde, men projekt Stensbækken, som det er døbt, skal nok snarere placeres i kategorien over dråber i havet.
- En lille, men vigtig brik, kaldte han det i sin tale til en snes fremmødte naboer og medarbejdere fra forvaltningen.
Forude venter der dog en opgave af en helt anden kaliber, når landets kommuner i forlængelse af den grønne trepart skal finde flere og større landbrugsarealer, som skal tages ud af drift.
Samlet set skal de 18 kommuner rundt om Limfjorden reducere kvælstofudledningen med 2800 ton, og Stensbækken bidrager med fem. Desuden er kommunerne under et gevaldigt tidspres, da de skal i mål i løbet af højst to år.
- Det bliver en kæmpeopgave. Allerede inden nytår skal vi have udpeget arealerne og have vedtaget den samlede plan i byrådet, så forvaltningen arbejder på højtryk, siger Allan Ritter.
Flere projekter i gang
Et langt større projekt end Stensbækken er allerede udpeget. Et 960 hektar stort areal, Svoldrup Kær, der ligger mellem Farsø og Aars, er på vej. Forude venter forhandlinger med de berørte landmænd, før projektet kan realiseres.
I forhold til Stensbækken, der i øvrigt er forhandlet på plads ad frivillighedens vej, venter Allan Ritter dog, at det bliver relativt nemt.
- Landmændene arbejder positivt med, og det skyldes både, at de lavbundsarealer, vi taler om, ikke er specielt rentable at dyrke, og at landmændene bliver pålagt begrænsninger af gødning og dyrkningsmetoder, hvis ikke de bidrager, siger han.
Lavbundsarealer er ifølge Allan Ritter kun de lavthængende frugter. Det bliver også nødvendigt at inddrage højtliggende og rentable jorder.
- Vi har en halv snes projekter på vej, men det bliver nødvendigt med langt flere, hvis vi skal nå i mål, siger han.
Et vådområde som Stensbækken reducerer ikke blot kvælstofudledningen. Det forbedrer også vandløbskvaliteten og forbedrer potentialet for biodiversitet i området.
Projektet er delvist finansieret af EU gennem Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og delvist af nationale midler.