"Alt-mulig-manden fra Elcold" fortalte sin historie
NØRAGER: Omkring 70 mennesker deltog, da Jens Nielsen fortalte historien om "Alt-mulig-manden fra Elcold".
Mandag den 27. januar afholdt Lokalhistorisk Forening for Nørager og Omegn endnu en Hygge-Historisk Aften i Salen i Kig Ind i Nørager. Aftenens hovedperson var Jens Nielsen, bestyrelsesformand ved Elcold i Hørby og bosiddende i Nørager.
Han delte sin livshistorie – fra barndommen i Stenild og læretiden hos smed Valdemar i Nørager til de forskellige beskæftigelser som smed, inden han i 1978 blev ansat som værkfører på Elcold og senere overtog virksomheden i 1983.
Beretningen om virksomhedens vækst blev krydret med anekdoter, blandt andet fra rejser til Polen, USA og Rusland.
Undervejs understregede han vigtigheden af ordentlighed – både i produkterne og i virksomheden som helhed. Aftenens spørgerunde gav anledning til endnu flere fortællinger fra Elcold "bag kulisserne".
Samtidig holdt Lokalhistorisk Forening åbent i sine egne lokaler, hvor flere besøgende benyttede lejligheden til at fordybe sig i de lokale arkivalier. "Den store opbakning til vores arrangementer betyder meget for os, og vi glæder os allerede til næste gang," lyder det fra foreningens bestyrelse.