Billede beskrivelse

Afskedigede medarbejdere hjælpes videre: Lokalsamfundet løfter i flok

22. november 2024 kl. 17.02

FARSØ: Når en virksomhed lukker en produktion, følger ofte en tung periode med arbejdsløshed for mange medarbejdere. Dette er også tilfældet hos JELD-WEN i Løgstør, hvor der nu gøres en særlig indsats for at hjælpe medarbejderne videre til nye jobmuligheder. Gennem samarbejder med lokale virksomheder, som eksempelvis Outline Vinduer, er flere allerede godt på vej mod en ny fremtid.

Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse. 

I slutningen af august meddelte dørproducenten JELD-WEN, at fabrikken i Løgstør lukker. Det betyder, at mange medarbejdere står til at miste deres job i de kommende måneder. Som led i en stor indsats for at støtte medarbejderne arrangerer virksomheden blandt andet jobmatch-dage med lokale arbejdsgivere.

- Det er vigtigt for os at afslutte dette på en ordentlig måde, og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe medarbejderne videre, fortæller produktionschef hos JELD-WEN, Kim Haldrup. Han fremhæver, at samarbejdet med virksomheder i lokalområdet har været særligt positivt: 

- Vi har oplevet stor opbakning fra andre virksomheder, som er klar til at støtte og tilbyde muligheder.

Billede beskrivelse

En ny begyndelse for maskinsnedkerlærlinge

Blandt de nye medarbejdere hos Outline er 37-årige Gitte Jensen fra Vilsted, som er maskinsnedkerlærling.

- Nyheden om fabrikkens lukning var et chok, men JELD-WEN har været en fantastisk hjælp i processen. Jeg er meget taknemmelig for hurtigt at være kommet videre, især fordi jeg bor med min mand og tre børn og ikke havde råd til arbejdsløshed. Outline har været utrolig fleksible og har gjort det muligt for mig at fortsætte min uddannelse, fortæller Gitte Jensen.

Fabrikschef Michael Hejlesen er også glad for at kunne styrke produktionen med flere dygtige maskinsnedkere og lærlinge.

- Det kan være en udfordring at finde nok kvalificerede maskinsnedkere, så vi er glade for at byde de nye medarbejdere velkommen. De er allerede godt i gang og bidrager positivt, understreger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste