55 år med Nørager Seniorer
NØRAGER: Lørdag den 10. januar kunne Nørager Seniorer fejre, at foreningen har eksisteret i 55 år.
Formanden Finn Christensen kunne byde velkommen til over 40 deltagere i Sortebakkehallernes Cafeteria, hvor Bambi havde kreeret en fin jubilæumsmiddag til deltagerne store fornøjelse.
I dagens ”fine” anledning skulle der selvfølgelig være en festtale, som var lagt i hænderne på Kristen Stagstrup.
Han gav et spændende indlæg om foreningens tilblivelse den 4. januar 1971 og omtalte de personer, der var med til stiftelsen. I årenes løb har der været mange forskellige aktiviteter, og foreningen har været på 39 ture til udlandet indtil nu.
Efter spisningen blev der spillet op til dans af dagens musiker, Dion Rolin, og efter dansen var der suppe til alle.