13.000 shots og 3100 liter øl: Der var travlt i barerne i Løgstør
LØGSTØR; Det var en glad, lettet og lidt træt formand for Byfesten i Løgstør, Morten ”Fiffi” Jørgensen, som efter Bierfesten i Løgstør evaluerede begivenhederne.
- Det var igen i år en rigtig god fest, hvor stemningen var helt i top hele dagen. Vi har solgt cirka 3100 liter øl og ikke mindre end 13.000 shots. Omsætningsmæssigt ligner det festen i 2024, så vi glæder os på foreningernes vegne over et vellykket arrangement, beretter Morten ”Fiffi” Jørgensen.
Da Morten ”Fiffi” Jørgensen bød de 1440 gæster velkommen i Kultur- og Idrætscenter Lanternen, var det blandt andet med en orientering om, at man havde lavet et samarbejde med Nordjyllands Politi og festens vagter for at forebygge og bekæmpe eventuelle narkoepisoder ved festen. Han sagde i velkomsten, at dette er en ølfest – ikke en narkofest.
- Vi havde lavet aftale med Nordjyllands Politi om, at de skulle stille med et par betjente i løbet af dagen. Det tiltag virkede præventivt. Ligesom vi har lukket festen for unødig udgang. Det tiltag virkede også, da vi ikke oplevede trafik udenfor festen, hvilket har sparet os for meget bøvl.
Morten ”Fiffi” Jørgensen har nemlig efter festen været i dialog med de politiassistenter, der var på vagt i Løgstør i forbindelse med Bierfesten, og de fortæller, at der først og fremmest og vigtigst at alt ikke blev fundet narko til festen.
- Vi har siden evalueret vores fest med Nordjyllands Politi, som kunne fortælle os, at det overordnet var en rigtig god vagt, som de havde haft. Der havde ikke været optræk til nævneværdig tumult, hvilket også skyldtes festens egne vagters tilgang til de småproblemer, der opstod, som blevet taget i opløbet.
- Vi fik ros af politiet for vores eget tiltag i forhold til at lukke for unødig udgang, samt for vores vagters tilgang til deres opgave.
- Så vi er rigtig glade for at samarbejdet havde effekt på vores fest, som vi ønsker, skal være en fantastisk fest uden problemer, siger Morten ”Fiffi” Jørgensen.