Billede beskrivelse

Vendsyssel-træner jubler over affolket lazaret: Nu øjner de overlevelse

Elitesport Vendsyssel endte en dårlig stime, da et af topholdene faldt i Vrå. Nu lysner det for mandskabet, der har været hårdt ramt af skader og sygdom

05. februar 2022 kl. 18.51

HÅNDBOLD: Det var et markant resultat, som cheftræner Jonas Aaen lørdag kunne fejre med sit hold, da Elitesport Vendsyssel sejrede i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå. Sejren på 32-30 var endda mod topholdet fra Sydhavsøerne, der kæmper med om oprykning.

Se også
Elitesport Vendsyssel overraskede tophold og fik stoppet kedelig stime

Det var ligeledes den første sejr i 10 divisionskampe for Elitesport Vendsyssel, som kæmper for at undgå direkte nedrykning til 2. division.

- Vi har vist, at vi er et godt hold. Vi har ikke tabt stort i nogen af de ni kampe, som vi tabte. Det hjælper også med nogle spillere, som virkelig slår til inde på banen, fortæller cheftræner Jonas Aaen.

- Det har været svært og hårdt. Vi har kæmpet meget med tingene, og vi har kæmpet med troen også, selvom vi reelt set har været tæt på. Samtidigt har vi døjet med skader og sygdom. I starten af december havde vi kun seks markspillere til træning. Det er klart, at det sætter sine spor, og inderst inde tror jeg, at alle mister modet, når man løber seks mand rundt. Men vi har skrabet folk sammen og kunne træne fint i den her uge og trænede godt i sidste uge, tilføjer han.

Nu lysner det dog hos vendelboerne, og trænerstaben har flere spillere at gøre med til forårets altafgørende kampe.

- Folk begynder at komme tilbage fra skader, og så har vi taget tre spillere op fra vores U19-hold, som løber og træner med os. Det har givet energi, i forhold til at der kommer nogle unge spillere til træning, som kommer med fart og ungdommelighed, der smitter af på alle andre, siger Jonas Aaen.

I næste uge venter bundholdet HC Odense, som potentielt kan bringe Elitesport Vendsyssel et stort skridt tættere på overlevelse. Samtidigt fører HØJ's andethold i 2. division øst i øjeblikket, hvilket kan skære en nedrykningsplads fra 1. division.

- Kampen mod Odense er vigtig. Kan man vinde den, er man i fuldt vigør igen. Det går vi benhårdt efter. Men vi er ikke i mål overhovedet, og det bliver en hård kamp. Så jeg håber bare på at have flest muligt med i næste uge og undgå flere coronatilfælde, siger cheftræneren.

Elitesport Vendsyssel ligger på en 11. plads i 1. division. De har tre point op til ottendepladsen, som går fri af nedryknings-playoff såvel som direkte nedrykning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste