Billede beskrivelse

Elitesport Vendsyssel overraskede tophold og fik stoppet kedelig stime

Vendelboerne hentede en sjælden og uventet sejr over Team Sydhavsøerne

05. februar 2022 kl. 16.11
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16.16

HÅNDBOLD: Efter hele ni nederlag i træk skabte Elitesport Vendsyssel lørdag en stor overraskelse i herrernes 1. division, da rækkens nummer to fra Team Sydhavsøerne blev sendt hjem fra Vrå med et nederlag på 32-30.

Med sejren kravlede Elitesport Vendsyssel forbi Roskilde i tabellen og op på tredjesidstepladsen.

Vendelboerne kom ellers skidt fra start og var efter 12 minutters spil bagud med 3-7. Seks minutter senere var den forskel dog udlignet ved 8-8, inden gæsterne trods alt sikrede sig en pauseføring på 14-13.

Med fire mål i træk gik Elitesport Vendsyssel i indledningen af anden halvleg så fra 16-16 til 20-16. Hjemmeholdet kom også foran 26-22, men så scorede Team Sydhavsøerne tre gange i træk og genskabte spændingen.

Godt fire minutter før tid tog gæsterne også føringen ved 29-28, men så rejste Elitesport Vendsyssel sig igen, scorede tre mål i træk og sikrede sig to meget overraskende point.

Thomas Steffensen blev kampens store spiller for Elitesport Vendsyssel med hele 13 scoringer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste