Glæde og god stemning ved gensynet af gamle klassekammerater
VOERSÅ: Gensynsglæden var stor over at møde gamle skolekammerater og besøge Stensnæsskolen i en mere voksen udgave.
Et par hundrede tidligere elever og lærere var mødt op på skolen 13. september for at fejre skolens 70-års jubilæum. Skolen blev taget i brug 10. august 1956.
I dagens anledning var Dannebrog hejst på den høje flagstang og gennem byen var der flagallé og selvfølgelig var den røde løber rullet ud foran indgangsdøren.
Bag markeringen af jubilæet stod Voerså Lokalhistoriske Forening og Støttegruppen til Stensnæsskolen, SFO og Voersaa børnehus, der sørgede for at der var nybagt kagemand og kaffe på kanden.
Mange kom i det nostalgiske hjørne, når de bladrede gennem de gamle elevbilleder og så Voerså Lokalhistoriske Forenings udstillingen med fortidens fotos i forhallen.
Blandt de fremmødte kom langt de fleste fra lokalområdet og Nordjylland, men også enkelte fra bl.a. Brønshøj og Fredericia havde taget turen til Voerså.
De nuværende elever markerede jubilæet allerede om fredagen, hvor de kunne nyde kagemand og se udstillingen af billeder med de tidligere elever.
Blandt deltagerne om søndagen var Jytte Engsig Christensen, der startede i 1. klasse i 1959.
Hun benyttede jubilæet til at samle 13 elever fra samme årgang, som fik nogle hyggelige snakke om deres skolegang på Stensnæsskolen.