Seneste nyt
Billede beskrivelse

VEB-træner: Holdet vil slutte på toppen

16. september 2026 kl. 17.35

SKAGEN: Selvom det er meldt ud, at Vendsyssel Elite Badminton synger på sidste vers, er ambitionerne på banen uændrede. Holdet vil kæmpe med om det danske mesterskab til det absolut sidste. 

Beskeden om klubbens snarlige stop ramte hårdt, men den sportslige gejst fejler intet hos Vendsyssel Elite Badminton. 

Efter en frisk sejr slår træner Allan Kolbro Nielsen fast, at holdet har tænkt sig at give alt i den igangværende sæson. 

- Den sidste sæson skal have fuld skrald, og jeg tror, de vil gå igennem ild og vand for os og klubben og alle os bagved det hele. Vi vil rigtig gerne slutte det godt af, så vi vil kæmpe alt, hvad vi overhovedet kan, om vi kan være med helt til sidst, lyder det fra cheftræneren. 

Vendsyssel Elite Badminton har gennem en lang årrække etableret sig helt i toppen af dansk badminton. 

De sportslige resultater taler deres eget tydelige sprog. 

- De sidste ti år har vi vel været i top-tre. Så på den kant, der gør vi det rigtigt, rigtigt godt. Så det er selvfølgelig underligt, at et tophold lige pludselig skal væk, siger Allan Kolbro Nielsen. 

Beslutningen om at stoppe skyldes ikke manglende resultater eller svigtende økonomi, men at kræfterne bag eliteprojektet er ved at slippe op, og moderklubberne i blandt andet Frederikshavn, Hjørring og Skagen ikke kan løfte opgaven alene. 

Tiden frem til sæsonafslutningen skal nu bruges på at give spillerne de bedst mulige betingelser for at jagte det ultimative sportslige punktum.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste