Sejrsglæde hos Frederikshavn - skuffelse over brændte chancer og dommerne i Aalborg
Selvom de to nordjyske nytårsbrag i ishockey gav en sejr til hver, er glæden størst hos Frederikshavn White Hawks
ISHOCKEY: Smilene var brede hos Frederikshavn White Hawks, der med en 3-1-sejr på udebane over Aalborg Pirates torsdag fik sat et perfekt punktum på ishockeyåret.
- Det er et derby, som begge hold gerne ville vinde. Vi fik fire point ud af de her to nytårskampe, mens de kun fik to, så det føles som en sejr for os, fastslår Lucas Andersen.
Han scorede målet til 2-0 på en kontra, mens de to øvrige Frederikshavn-mål blev sat ind i powerplay.
- Vores powerplay har ikke været helt godt nok i den her sæson, så det har vi trænet en del på, og det var dejligt, at det virkede i dag, lyder det fra Lucas Andersen.
Mens Frederikshavn slet ingen udvisninger fik, måtte Aalborg Pirates tre gange sende en mand til afkøling. Men cheftræner Garth Murray føler ikke, man kan sige, at disciplinen blev afgørende i torsdagens opgør.
- Det var ikke manglende disciplin, det var bare sådan dommerne dømte. Vi havde blandt andet en episode, hvor vi havde en breakaway og modtog flere slashinger, hvor dommerne ikke dømte noget, og kort tid efter scorede Frederikshavn så til 3-1. Hvis jeg skal være ærlig, så er det bare ikke godt nok for ligaen, og dommerne er nødt til at blive bedre, fastslår aalborgensernes cheftræner.
Aalborg Pirates skød på mål hele 38 gange i kampen, men fik altså kun udbytte én gang ved Mikkel Højbjerg.
- Tadeas Galansky er selvfølgelig en god målmand, og vi manglede helt klart noget trafik inde foran ham i stedet for at stå på siden af ham. Vi havde nogle gode muligheder, hvor vi var både to og tre mod én, men vi manglede generelt den sidste skarphed, når vi havde chancerne, siger Garth Murray.
Hos Frederikshavn White Hawks følte man, at man stod godt imod aalborgensernes pres. Onsdag på hjemmebane indkasserede man to mål i slutfasen og smed sejren. Det gentog sig ikke i andendagsgildet.
- Jeg synes, at vi forsvarede os meget bedre. I Frederikshavn blev vi ved med at give dem pucken, mens vi i aften var bedre til at få pucken ud af zonen og så presse dem derfra, siger Lucas Andersen.
Efter torsdagens kamp er Aalborg Pirates på andenpladsen blot 1,5 point foran Frederikshavn White Hawks på fjerdepladsen. Dog med en kamp i baghånden.
- Der er mange gode hold i toppen, og det er ofte små ting, der afgør kampene. Der venter helt sikkert nogle hårde opgør, siger Aalborg-træner Garth Murray.
Frederikshavn har på fjerdepladsen et hul på hele 13 point ned til Esbjerg på femtepladsen, så de kan med god grund kigge fremad.