Frederikshavn slog iskoldt tilbage mod Aalborg Pirates
Andendagsgildet i nordjysk ishockey blev afgjort i straffeboksen
ISHOCKEY: De to klassiske nytårsbrag i nordjysk ishockey gav hver sin vinder. Efter Aalborgs 5-4-sejr på straffeslag onsdag aften i Frederikshavn slog White Hawks torsdag tilbage og sejrede hos Pirates med 3-1.
Kampen blev reelt afgjort i straffeboksen, for den holdt gæsterne sig helt ude af. Til gengæld scorede de to af deres mål, mens der sad en Aalborg-spiller i straffeboksen.
Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen
Efter en jævnbyrdig start på kampen tilkæmpede Aalborg Pirates sig ellers et markant overtag i 1. periode. Mikkel Højbjerg og Nikolaj Carstensen fik store tilbud, men manglende skarphed betød at det stod 0-0 efter de første 20 minutter.
Hjemmeholdet startede 2. periode i undertal, og mens Victor Panelin Borg sad i straffeboksen, slog White Hawks til i powerplayet ved Aleksi Halme.
Blot fem minutter inde i perioden fordoblede gæsterne føringen, da Christoffer Frederiksen drev en omstilling og satte Lucas Andersen perfekt op. Så stod der 0-2 på måltavlen i Sparekassen Danmark Isarena.
Kampfakta
Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 1-3
Periodecifre: 0-0, 1-2, 0-1
Mål: 0-1 Aleksi Halme (21.02), 0-2 Lucas Andersen (25.11), 1-2 Mikkel Højbjerg (32.56), 1-3 Alexander Bumagin (42.46)
Udvisninger: Aalborg: 3x2 min, Frederikshavn: Ingen
Godt halvvejs gennem kampen fik Aalborg Pirates omsider brudt dødvandet. Martin Højbjerg snørede Galansky i Frederikshavns mål og satte perfekt tvillingebror Mikkel Højbjerg op til reducering 1-2 i tomt net.
Aalborgenserne rakte siden ud efter udligningen, men i periodens sidste minut måtte Frederik Søgaard hive en stor redning frem for at forhindre Jesper Jensen i at øge gæsternes føring.
Kort inde i 3. periode pådrog Stephen Anderson sig en udvisning for Aalborg Pirates, og nok engang slog Frederikshavn til i powerplayet. Denne gang ved Aleksandr Bumagin, der sørgede for en 3-1-føring til de gæstende høge.
Hjemmeholdet pressede på for at lave et comeback, som de gjorde onsdag aften i Frederikshavn, hvor de også var bagud med to mål indtil sent i kampen, men en velspillende Tadeas Galansky stod flot imod. Så hjalp det ikke, at Aalborg Pirates vandt skudstatistikken så klart som 38-20.
I det sidste halvandet minut af kampen tog Garth Murray målmand Frederik Søgaard ud i jagten på en reducering, men det hjalp ikke.
Torsdagens resultat ændrer dog ikke på tabellen, hvor Aalborg Pirates fortsat er på andenpladsen, mens Frederikshavn White Hawks indtager en fjerdeplads.