Slagteriarbejderne hørte om fagets historie
SÆBY: 135, primært tidligere medarbejdere på slagteriet, var mødt op i Manegen 12. marts for at høre og se, hvordan slagtningen af svin havde udviklet sig fra 1930'erne og frem.
Den nystartede forening Sæby Lokalhistoriske Hus fik en flyvende start til en filmaften.
De havde indbudt alle interesserede til at overvære fire film fra 1930, 1955, 1982 og 1992, der alle var optaget på slagteriet og viste grisenes tur gennem fabrikken, og som sluttede med balning af baconsider til kølerbiler, der kørte ud af fabriksområdet.
Gensynsglæden blandt mange af de fremmødte lod sig ikke skjule, og den gamle slagterihumor blev hurtigt fundet frem på ny.
Selv nogle af øge-/kælenavnene var ikke blevet glemt.
Det fremgik tydeligt, at såvel filmenes som slagteriarbejdernes arbejdsmiljø gennem årene blev højnet.
I 30'erne var det i høj grad håndens arbejde, der alene med kniv og økse parterede grisene til i 90'erne, hvor brugen af højt specialerede hjælpemidler blev taget i brug.
En løbende udvidelse af bygningsmassen, flere medarbejdere og effektivisering gjorde, at antallet af slagtninger blev øget betydeligt.
Alt på grisen blev udnyttet
Filmene viste, at der på slagteriet blev fremstillet Sæby spegepølser og leverpostejer, der opnåede stor popularitet.
Selv hypofysen blev udtaget og anvendt til medicinsk og videnskabelig forskning, hvilket allerede skete fra 1930'erne.
De fire film blev hver introduceret af fire erfarne medarbejdere, som til sammen har haft langt over 100 års ansættelse i slagteriets tjeneste, under skiftende navne som Østvendsyssel Svineslagteri, Wenbo og Danish Crown.
Oplægsholderne var tidligere driftsleder Poul Erik Isaksen (48 års anciennitet), kontorleder Per Søe Madsen (51 år), slagteriarbejderne i skinkeafdelingen, Hans Nielsen (9 år) og Per Østergaard (5 år).
Ud over ovenstående, har flere igennem tiden kunnet fejre runde jubilæer.
Et samlingspunkt i Sæby
Formanden for Sæby Lokalhistoriske Hus og tidligere slagteriarbejder Per Østergaard gav blandt andet udtryk for, at man efter at have set filmene næsten fik følelsen af at have været på en lille rejse gennem en stor del af Sæbys Historie.
- Slagteriet var ikke bare en hvilken som helst virksomhed. Det udgjorde byens største arbejdsplads, et samlingspunkt og en vigtig del af livet i byen gennem mere end hundrede år, pointerede Per Østergaard.
Det begyndte som andelsslagteri, hvor lokale landmænd gik sammen om at skabe en virksomhed, der både kunne give arbejde i byen og sikre afsætning for deres dyr.
Efterhånden ændrede strukturerne i branchen sig, og flere slagterier blev samlet i større selskaber. Til sidst blev det en del af Danish Crown, som mange i dag forbinder med den moderne danske slagteriindustri.
Vigtig motor i byens hverdag
Per Østergaard slog fast, at slagteriet satte sit tydelige præg på byen. Det gav arbejde til mange mennesker, og det skabte liv i butikkerne, hos håndværkerne og hos landmændene i hele området. Kort sagt, det var en vigtig motor i byens hverdag.
Sæby har vist, at en by godt kan komme videre.
Nye virksomheder, nye initiativer og nye fællesskaber er kommet til, og der er stadig masser af liv og aktivitet i byen.
Historien stopper jo ikke – den fortsætter bare på nye måder.
- Måske er det netop det vigtigste at tage med sig i aften, at selvom slagteriet nu er historie, så lever fortællingerne videre i minder, i billeder og på film – og i de mennesker, der har været en del af det, lød det fra Per Østergaard.
- Når vi tænker tilbage på slagteriet i Sæby, tænker vi ikke kun på en fabrik.
- Vi tænker på mennesker, på fællesskab og på en vigtig del af byens historie, og den historie er vi heldigvis gode til at fortælle videre, siger Per Østergaard.