Jacobs åbner med ny restaurantchef
SÆBY: På Jacobs Fiskerestaurant er de atter klar til en ny sæson på havnen i Sæby. Men som noget nyt er 52-årige Per Rasmussen ansat som restaurantchef.
- Jeg er født og opvokset i Frederikshavn og kender Jacob Jensen fra Jacobs Fiskerestaurant gennem min opvækst, hvor vi var gode kammerater, siger Per Rasmussen, som i sin tid blev udlært i en tøjbutik.
Efter endt læretid tog Per turen til København, hvor han arbejdede i ti år i butiksfaget. Herefter fulgte fem år i Berlin i detailfaget, syv år som selvstændig med tøjbutik på havnen i Sæby og de seneste ti år som butikschef i en sportsbutik i Hjørring.
En serviceminded mand
- Jeg har valgt at takke ja til denne nye udfordring, fordi Jacob gerne ville have mig med i restaurantens daglige drift, siger Per Rasmussen.
- Men mest af alt sagde jeg ja, fordi jeg elsker at have med mennesker at gøre, servicere dem, snakke med dem, interessere mig for dem og simpelthen bare gerne vil være med til at give dem en fantastisk oplevelse, når de kommer og spiser på Jacobs Fiskerestaurant.
Jacobs Fiskerestaurant åbnede for sæsonen 2022 fredag den 11. februar og holder åbnet for frokostgæsterne fra klokken 11.30 og frem til de sidste aftengæster er gået mætte hjem. Restauranten holder åbent alle ugens syv dage og er især kendt for deres berømte fiskebuffet.
Og udover at sørge for fyldte maver, så tilbyder Jacobs Fiskerestaurant også gæsterne en oplevelse, som konkurrenter kan have svært ved at hamle op med.
- Nu er det sådan, at jeg har en helt særlig forkærlighed for Sæby, sæbynitterne og især havnen, siger Per Rasmussen.
- Jeg har simpelthen bare en arbejdsplads med verdens bedste udsigt. Fra første parket kan jeg nyde havet, livet på havnen, Fruen fra Havet i al slags vind og vejr og ikke mindst udsigten, hvor man på en god dag kan se helt til Læsø.
Tilbage til normalen
- Jeg tror på en helt fantastisk sæson, hvor vi kommer tilbage til normalen uden Corona, siger Per Rasmussen, som glæder sig over de mange nordmænd, der igen har fundet tilbage til Sæby.
For det er et tegn på, at livet på Jacobs Fiskerestaurant og i hele Nordjylland igen er tilbage ved det, vi har savnet - nemlig normalen.
Nu kan det snart blive rigtig sommer i Sæby igen.