Seneste nyt
Billede beskrivelse

Flagdag for udsendte blev markeret med parade på flådestationen

07. september 2026 kl. 10.01

FREDERIKSHAVN: Den nationale flagdag for udsendte, 5. september, faldt i år sammen med Åben Flådestation. 

Det betød større opmærksomhed og flere tilskuere omkring paradepladsen, hvor fokus naturligvis var på de fremmødte veteraner og deres familier, og hvor Søværnets Tamburkorps sørgede for musikalske indslag.

Billede beskrivelse

Chefen for Flådestation Frederikshavn, kommandørkaptajn Brian Hvilshøj, bød velkommen og takkede alle udsendte for den store indsats, de havde ydet for fædrelandet, og deres familier for de afsavn de havde lidt, og den opbakning de havde præsteret. 

En særlig tak og varme tanker til de udsendte, der havde betalt den højeste pris, deres liv, og familierne, der står tilbage med sorgen og savnet.

Billede beskrivelse

Borgmester Jon Andersen talte ligeledes til de fremmødte. Om den usikre verden, vi lever i, og den store betydning det har, at nogle rejser ud og gør en indsats, så vi kan leve trygt i Danmark. Det kan vi ikke takke nok for, og derfor er det vigtigt at hylde de udsendte og deres familier på denne dag.

Paraden startede kl. 11.00, og kl. 11.09 blev borgmesterens tale afbrudt kortvarigt af to F35 jagerfly, der overfløj flådestationen i lav højde. De to fly var på en ”Danmarksturné” netop for at markere flagdagen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste