Efter et år: Madbaren har slået rod i No. 13
FREDERIKSHAVN: Det var med en ambition om at skabe et spisested helt efter deres egne hoveder, at trekløveret Jonas Bak, Ewa Bak og Marek Lacny for et år siden åbnede Madbaren No 13 i Søndergade i Frederikshavn.
Og det er i den grad lykkedes. Madbaren No 13 ligner ingen andre restauranter i byen og har fundet et solidt stampublikum foruden at stedet appellerer til mange turister.
Madbaren No 13 er en kombination af pub og spisested. Menukortet er stærkt inspireret af tilsvarende steder i London, hvor de alle tre har arbejdet, og så er der altid 90-100 forskellige øl at vælge imellem. Et tilsvarende udvalg af øl skal man helt til Århus for at finde.
Jonas Bak er det lokale islæt i trekløveret. Han er født i Brønderslev. I starten af sin kokkekarriere arbejdede han bl.a. på Hotel Scheelsminde og Rosdahls i Aalborg, inden han i 2009 tog til Norge og blev køkkenchef. Tre år senere havde han lyst til at prøve London, hvor han fik job som køkkenchef på Westminster Hilton.
En dag dukkede en ung polak op i køkkenet for at søge arbejde. Han fik jobbet, og nogen tid efter fortalte Marek Lacny, at han havde en søster, som han syntes Jonas Bak skulle møde. Det blev kærlighed ved første blik, og siden har de tre fulgtes ad, først til København, siden til Nore Fjell i Norge og nu altså Danmark.
Efter at have arbejdet på La Petite France i Aalborg, ønskede de tre at få deres egen restaurant, og hver faldt valget på stedet i Søndergade i Frederikshavn.
Ewa Bak havde boet 12 år i London, inden hun mødte Jonas, og arbejdet på nogle af de store hoteller. Hun var desuden eventmanager under OL i 2012, hvor hun bl.a. havde ansvar for catering til 10.000 mennesker.
- Her i Madbaren No 13 har vi plads til 40 gæster, så det er mere overskueligt, smiler Ewa Bak. Men det er netop meningen med projektet. De tre madentusiaster vil ikke have et større sted, end at de kan klare det hele selv. På den måde er de mindre sårbare.
Menukortet i Madbaren No 13 indeholder alt det, de tre restauratører godt selv kan lide. Det vil sige gode bøffer, bl.a. en 1000 grams angus-steak kaldet Tomahawk, fish’n’chips i øldej, som det laves i London, og den klassiske engelske dessert, sticky toffee pudding.
Fordi de kun er dem selv, opstår der en hyggelig familiestemning i Madbaren No 13, og det er gæsterne vilde med, så de kommer gerne igen.
Et særligt publikum er ølentusiasterne, som ofte kommer i grupper for at dele og smage forskellige øl. Via en app kan de altid se, hvilke øl, Madbaren No 13 har på kortet, og det trækker folk til fra store dele af landet.
Madbaren No 13 tager også imod selskaber, især søndage og mandage, hvor restauranten er lukket. Og så laver man præcis den mad til selskabet, som værten ønsker.