Efter næsten 20 år på posten takker Claus af
FREDERIKSHAVN: En lang karriere i Frederikshavn Forsyning nærmer sig sin afslutning.
Efter næsten to årtier som administrerende direktør fratræder Claus Reimann Petersen sin stilling ved udgangen af august 2026.
Det oplyser Frederikshavn Forsyning i en pressemeddelelse.
Her takker bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen den afgående direktør for indsatsen.
- Jeg vil i anledningen gerne takke Claus for den mangeårige indsats og det gode samarbejde, siger Anker Laden-Andersen.
Fra Flyvevåbnet til kommunal direktør
Claus Reimann Petersen kom ikke oprindeligt fra forsyningsbranchen.
Efter en længere karriere som officer i Flyvevåbnet var han chef for Flyvestation Skagen, inden han i 1995 skiftede til en kommunal karriere som kommunaldirektør i Sæby Kommune.
Her fortsatte han frem til kommunesammenlægningen i 2007.
Efter sammenlægningen fik Claus Reimann Petersen til opgave at samle og selskabsdanne de tidligere kommuners forsyningsvirksomheder.
Det blev til Frederikshavn Forsyning som en multiforsyningskoncern med et moderselskab og otte datterselskaber.
Når Claus Reimann Petersen forlader direktørposten ved udgangen af august, har han dermed været direktør i kommunalt regi i mere end 31 år.
I forbindelse med fratrædelsen inviterer Frederikshavn Forsyning tidligere og nuværende kolleger samt samarbejdspartnere til en afskedsreception med en let frokost.