Renovering af kirkespir flytter koncert til ny adresse
FREDERIKSHAVN: Det bliver ikke i Frederikshavn Kirke, når Ole Brandstrup og De Vise Mænd torsdag den 5. november klokken 19 går på scenen.
FFI Fodbold Musik oplyser i en pressemeddelelse, at koncerten i stedet bliver afholdt i Rådhuscenteret på Parallelvej 6 i Frederikshavn.
Flytningen skyldes, at Frederikshavn Kirke midlertidigt lukker i forbindelse med arbejdet med at sætte spiret på plads efter en reparation.
Publikum, der allerede har købt billet til koncerten, skal ikke foretage sig noget. Billetterne gælder også på den nye adresse.
Dørene åbner klokken 18.30
Dørene til Rådhuscenteret åbner klokken 18.30, mens koncerten begynder klokken 19.
Programmet består af to sæt på hver 45 minutter. I pausen bliver der serveret gratis kaffe, ligesom der bliver mulighed for at købe drikkevarer.
Samtidig oplyser FFI Fodbold Musik, at deres to øvrige kirkekoncerter ikke er berørt af ændringen.
Simon and Garfunkel Tribute spiller i Frederikshavn Kirke torsdag den 10. september klokken 19, mens Jesper Lundgaard sammen med Jakob og Josef Baumgartner fra The Works spiller i Abildgård Kirke torsdag den 1. oktober klokken 19.